Firben med klatreadfærd ved trægrænsen i Norge

Vi befinder os i bjergene i det sydlige, centrale Norge. Sommer og vinter besøger vi nogle gange dette sted, og tager på tur i højfjeldet over familiens bjerghytte.

Selvom det nu er højsommer, er her køligt. Om natten falder temperaturen til et par grader over frysepunktet. Også om dagen er der altid et strejf af kølighed i luften, men alligevel kan varmekrævende krybdyr varme sig tilstrækkeligt op, og overleve i små bestande her ved trægrænsen. For de udnytter det lune mikroklima som opstår nær jordoverfladen når solen er på.

På tur i fjeldet ved skovgrænsen ser min datter et firben (Zootoca vivipara), i en højde af 1.080 meter. Firbenet soler sig ved foden af et lavt grantræ (Picea abies). Da vi nærmer os sker der noget, jeg ikke har set før.

Firbenet flygter – opad. I stedet for at søge tilflugt under den krybende vegetation løber øglen lodret op ad stammen. Langt oppe standser firbenet et par sekunder, og ser fornærmet ned på os. Så forsvinder det (opad), ude af syne. Mens vi stadig står ved siden af træet diskuterer vi højden af det punkt, hvor firbenet sidst blev set før det forsvandt mellem træets tætte grene. Højden vurderer jeg til 220 cm – havde dog ikke målebånd.

Klatreadfærd hos denne art af firben er beskrevet enkelte steder i faglitteraturen. Med hjælp fra Henrik Bringsøe blev der i forbindelse med vores hyggelige lille firben-oplevelse gravet et par citater frem fra arkiverne. Malcom Smith skriver i 1951 om arten i The British amphibians & reptiles. Der står: “The Viviparous Lizard is a first-class climber, and can ascend walls and posts so smooth that a ‘foothold’ upon them seems impossible.”

Så har man set det med.

Her et et billede af firbenets levested højt oppe i bjergene, med grantræet i midten. Et sted deroppe sidder det lille firben og griner.

Zootoca vivipara climbing behavior

Sammenligning af klimaet ved to lokaliteter for kuldetålende palmearter; Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti

De to palmearter Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti er to af de mest kuldetålende arter blandt palmer med fjersnitdelte blade. Blandt palmer med med vifteformede blade findes der som bekendt betydeligt mere kuldetålende arter, f.eks. i slægterne Chamaerops, Sabal og Trachycarpus.

Palmer med fjersnitdelte blade (“fjerpalmer”) er derfor i det ultimative grænseområde for mulig dyrkning i Nordeuropa. For at dyrkning af dem skal lykkes, kan det være godt at leve sig ind i hvilke klimabetingelser palmerne kommer fra i naturen.

Jubaea chilensis Denmark Copenhagen

Jubaea chilensis i København, 2007 (Botanisk Have). Palmen klarede sig ikke på friland, men hvis nogen fjerpalme har en chance for at vokse i Nordeuropa, så er denne art spidskandidat,  tæt forfulgt af Phoenix theophrasti.

De naturlige levesteder for Jubaea chilensis er nok de mest vinterkølige lokaliteter for vildtvoksende populationer af fjerpalmer overhovedet, og levestederne for Phoenix theophrasti hører bestemt også til blandt de mest vinterkølige. Vinteren hos begge disse palmer i naturen, er køligere end vintrene på levestederne for fjerpalmerne i slægten Butia sp. Det betyder i ikke nødvendigvis at Butia-arterne i praksis er meget mere sarte, blot at klimaet på deres voksesteder i teorien peger i den retning. Og som hovedregel er der tydelig sammenhæng mellem planternes temperaturtolerance og klimaet i det naturlige oprindelsesområde, selv om der selvfølgelig findes undtagelser, som kan skyldes variationer i klima og geografisk udbredelse i evolutionshistorisk tidsperspektiv.

Her vil jeg fokusere på de to førstnævnte arter, og deres klimabetingelser i naturen, som i sidste ende kan indikere palmernes marginale styrker og svagheder som dyrkede planter i Nordeuropa. Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti stammer begge fra subtropiske vinterregnsområder, dog fra hver sin ende af verden; Jubaea chilensis er kendt fra et område i det centrale Chile, mens Phoenix theophrasti er vildtvoksende enkelte steder i det østlige del af Middelhavsområdet, nok mest kendt fra lokaliteterne på øen Kreta.

Distribution World Map, Jubaea chilensis & Phoenix theophrasti

Alligevel er der forskelle i de to arters naturlige klimaforhold – små, men betydelige forskelle. Ved at se på klimatal, der fortæller mere detaljeret om palmernes vilkår i naturen, kan man blive klogere på ( og overrasket over!) hvilke normaler og ekstremer de pågældende palmer gennemlever i naturen. Det er ikke altid let at finde klimatal, der stammer fra områder tæt på palmernes naturlige lokaliteter, men for arterne Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti findes der faktisk brugbare tal fra temmelig nærliggende klimastationer med gode data, målt over lang tid.

Klimatal for byerne (1) Santiago, Chile og (2) Iraklio (Heraklion), Kreta fortæller lidt om to vigtige palmelokaliteter, nemlig hhv. (1) La Campana, Chile (Jubaea chilensis-lokalitet) og (2) Kretas nordkyst (Phoenix theophrasti-lokalitet). Klimatallene er nogenlunde repræsentative fordi de målingerne er foretaget kun 70-90 km fra palmelokaliteterne, og i samme højde – nemlig hhv. 475 meter (Santiago) og kystniveau (Iraklio/Heraklion). Palmelokaliteternes højde er hhv. cirka 500 meter (Jubaea chilensis) og kystniveau (Phoenix theophrasti).

Klima-Jubaea-chilensis-og-Phoenix-theophrasti

Hvad viser tallene?

  • Jubaea chilensis vokser generelt ved væsentligt lavere temperaturer året rundt end Phoenix theophrasti. Jubaea chilensis oplever om vinteren lavere normaltemperaturer end nogen anden fjerpalme i naturen – sandsynligvis også nogle af de laveste ekstremtemperaturer for fjerpalmer verden over.
  • I habitatet for Jubaea chilensis kan lave temperaturer, endog nattefrost (!), forekomme i de fleste af årets måneder. I modsætning hertil er klimaet stort set frostfrit året rundt ved Kretas kyst, hvor Phoenix theophrasti vokser.
  • Om sommeren oplever Jubaea chilensis i naturen samme eller lavere nattemperaturer end en Jubaea, der bliver dyrket i København eller Stavanger.
  • Vinterens normaltemperaturer ved Jubaea chilensis-området er blandt de laveste vinter-normaltemperaturer for noget sted i verden, hvor der findes vildtvoksende palmer, herunder også viftepalmer. Dog er kulderekorderne ikke meget lave i området, hvor Jubaea chilensis findes. Faktisk er vinter-normaltemperaturen sammenlignelig med de køligste naturlige lokaliteter for Chamaerops humilis, og er kun en anelse varmere end vinter-normaltemperaturen på de køligste Trachycarpus takil-lokaliteter. Kulderekorderne er som sagt en anden sag –  Jubaea chilensis oplever mere moderate udsving fra normalerne i forhold til f.eks. Sabal og Trachycarpus.
  • Phoenix theophrasti oplever heller ikke ekstreme kulderekorder – og kulderekorderne er varmere end hos Jubaea chilensis. Dog er levestederne for Phoenix theophrasti blandt de mest vinterkølige i forhold til andre naturlige Phoenix-habitater i verden. Som nævnt overgår Phoenix theophrasti også Butia sp. i denne henseende.

Jubaea-voksesteder med kølig sommer

Skønt nattemperaturen om sommeren i Santiago er næsten ens med nattemperaturen i København om sommeren, så er dagtemperaturen betydeligt varmere, som man kan se i klimatabellen for Santiago. Her bliver man som palmedyrker en smule skeptisk overfor potentialet for Jubaea chilensis som dyrket plante Nordeuropa, da man kunne få den mistanke at arten er afhængig af varme dagtemperaturer. Men der er trøst at finde, når man studerer sagen nærmere. Palmens afhængighed af varme dagtemperaturer er “en sandhed med modifikationer”. Arten findes på omtrent 12 lokaliteter i det centrale Chile mellem 31°S – 35°S, og klimaet varierer ganske vist kun en smule i forhold til Santiagos klima, da der mest er tale om lignende indlandsområder inden for forholdsvis kort afstand herfra. Men visse steder i udbredelsesområdet er sommertemperaturen forholdsvis lav, og helt sammenlignelig med temperaturen i København og andre steder i Nordeuropa.

Nogle få Jubaea chilensis-lokaliteter ligger tættere på Stillehavet, f.eks. nær havnebyen La Serena – og her er temperaturen i årets varmeste måned kun en anelse højere end f.eks. i København. Det skyldes Stillehavets udjævnende indflydelse på temperaturen. Tallene for La Serena er i den varmeste måned: 21,6°C (dag), 13,6°C (nat). I København (Lufthavnen) er tallene til sammenligning 20,4°C (dag), 12,9°C (nat). Vintertemperaturen på kystlokaliteterne er lunere end i Santiago, men hovedsagen er at der helt afgjort er et overlap mellem nordeuropæiske og chilenske kyst-sommertemperaturer i palmens naturlige komfort-zone.

Her har jeg lavet en oversigt, som viser at der findes et vist overlap i dag- og nattemperatur i årets varmeste måneder på hhv. kyst- og indlandslokalitet i Chile, sammenlignet med København.

Klima - Santiago, La Serena, København

Habitat-klima for Phoenix theophrasti vs Phoenix canariensis

På flere måder bekræfter klimatal fra Jubaea chilensis-oprindelseslandet, at denne art er overlegen i hårdførhed, set i forhold til Phoenix theophrasti.

Er Phoenix theophrasti overhovedet egnet til frilandsforsøg i Nordeuropa?

Det må først og fremmest komme an på forsøg udført i praksis. Helt håbløst er det ikke, for den almindelige kanariske fønixpalme (Phoenix canariensis) har vist sig at kunne dyrkes (omend foreløbig kun kortvarigt) i Norden. Dog kræver det overordentlig grundig vinterdækning og aktiv beskyttelse mod regn og sne, hvis det overhovedet skal lykkes den kanariske fønixpalme at overvintre. Måske er langsigtet dyrkning under den slags forhold mere realistisk med P. theophrasti.

Phoenix theophrasti Botanisk Have 1 Statens Naturhistoriske Museum

I Danmark må man foreløbig se Phoenix theophrasti under glas – her i Hus 2 i Botanisk Have (Statens Naturhistoriske Museum).

Man kan sagtens forestille sig at Phoenix theophrasti er lidt mere kuldetålende end sin kanariske slægtning. Selv om vinteren ved Kretas kyst er lun og stort set frostfrit (jævnfør ovenstående), så er vinteren trods alt køligere her end på de Kanariske Øer, som er hjemstedet for fønixpalmen, Phoenix canariensis. Dette faktum taler for at Phoenix theophrasti har lidt mere at byde på i forhold til Phoenix canariensis, når det gælder kuldetolerance.

Det er bare at gå i gang, og prøve lykken.

Phoenix canariensis Masca Tenerife

Slægtningen P. canariensis kommer fra et næsten tropisk klima, og er nok mindre kuldetålende end P. theophrasti.

Slanger ved Oslofjorden

Norge: del 2

Krybdyr-jagten fortsætter. Efter det subarktiske højfjeld befinder vi os i et sommerligt varmt og tørt landskab mod syd, ved Oslofjordens udmunding. Naturen er afvekslende her, og består af en mosaik af eng, hede og krat af buske og træer på næringsfattig, sandet jord.

Oslofjorden

Her ved kysten finder man også en lav skov af eg, hassel, ask og røn, der levner rigeligt med sollys til skovbundens tæppe af urter og græs.

Skov

Tudser og snoge er almindelige her. I en skov med eg og hassel kan man f.eks. støde på denne Bufo bufo der måler 10 cm.

Bufo bufo

Et af de steder, vi besøger, er en vindomsust halvø med et mosaikagtigt landskab bestående af flere forskellige naturtyper. Den mosaikagtige struktur giver gode levesteder for krybdyr, som trives i afvekslende terræn. Vi leder efter dyr på et fladt område, præget af store sten og krybende buske som slåen og enebær.

Habitat

Vi ser en del hugorme (Vipera berus), men får ingen ordentlige fotografier, da de i sommertiden kan bevæge sig lynhurtigt. De smutter væk før man får sagt ”hugorm!”. Vi kigger ind under en stor sten, som kunne være et godt skjulested.

Sten

Langt inde under stenen ser vi denne dejlige ”djævel”, som kigger ud på os. Som altid hos hugormen er dens pupiller lodrette. Hvilket nok bidrager til dens luskede udseende.

Vipera berus

Min datter og jeg går stille forbi et krat af sammenfiltrede buske. Vi opdager at der ligger en slange frit fremme på jorden, i kanten af krattet. Ved første øjekast kunne det være endnu en hugorm. Men øjnenes runde pupiller afslører at den er ufarlig. Det er et eksemplar af den legendariske glatsnog (Coronella austriaca), som findes i små områder af Skandinavien, men som er uddød i Danmark. Den næste to fotografier viser slangen som den lå før vi forstyrrede den.

Slangen ligger frit fremme, så vi sniger os tæt på den ved at ligge ned bag den store sten i forgrunden for ikke at blive set af slangen, der nok ville flygte, hvis den opdagede os i utide. Hvis den forsvinder ind i det tornede krat, ser vi den ikke igen.

For at kunne se slangen bedre løfter vi den forsigtigt op, for at tage den ud i lyset. Med den sædvanlige gode blanding af forsigtighed og beslutsomhed holder vi den blidt bagved hovedet, så den ikke kan bide.

Coronella austriaca

Det viser sig at være en voksen hun. Hunnerne skulle kunne kendes på bugens blågrå farve, mens hannerne er rødlige på bugen.
Sådan en glatsnog er flot, synes jeg.

Coronella austriaca

Under fotograferingen bliver jeg uopmærksom et øjeblik. Slangen hugger med god præcision, og leverer et eftertrykkeligt bid i fingeren.

Coronella austriaca snake bite

Vi sætter slangen tilbage, hvor vi fandt den, så den kan nyde freden når vi går. Med det blødende slangebid og andre gode ferieminder, siger vi farvel til den norske sydkyst.

Strandeng

Firben i fjeldet

Norge: del 1

Ville du forvente at finde firben her i de sneklædte bjerge? Selvfølgelig! For skovfirbenet (Zootoca vivipara) trives højt oppe i Norges fjelde. Selvom der er sne over alt, så er det forår. Ganske vist grænser vilkårene her i bjergene til det umulige for vekselvarme krybdyr, som er afhængige af den varme, de kan få fra solen og fra deres omgivelser. Men skovfirbenet har den nordligste geografiske udbredelse af alle firben. Denne muntre lille øgle er krybdyrenes standhaftige repræsentant i udkanten af Eurasiens tempererede klimabælte. Her vil vi se nærmere på dens levesteder på to forskellige årstider (april og juli) langt inde i de norske fjelde vest for Hallingdal.

Pinus sylvestris

April

Sneen knirker under skiene, og søen er isdækket i Rukkedalen i 840 meters højde. Ude på søen sidder nogle fiskere ved isens huller. Selv stryger jeg af sted inde langs med søbredden. Netop her kommer skovfirbenet frem efter mere end et halvt års dvale.

 

Firben i dvale

Hvert enkelt skovfirben har sine faste skjulesteder, og nogle særlige pladser til solbadning. På den sydvendte og soleksponerede skråning ud mod søen, kan firbenene finde sådanne steder med direkte sol. De lever omkring nogle klippestykker, der rager op over sneen og den lave vegetation af lyng og dværgbuske.

Zootoca vivipara habitat

Skovfirbenene er dygtige til at regulere deres kropstemperatur. De placerer sig i en god vinkel i forhold til indstrålingen, og suger varmen til sig. Selv i denne isørken omkring den frosne sø, er deres kropstemperatur langt højere end omgivelsernes. En undersøgelse har vist at selv i de koldeste områder af firbenets udbredelse – som her i fjeldet, kan firbenet i sommermånederne holde en kropstemperatur på 26-33 grader i cirka syv timer hver dag i gennemsnit.

Firben

Sådan får firbenet gang i systemet efter den langvarige dvale. Der er meget de skal nå i løbet af den korte sommer. Hannerne er de første, som kommer frem og solbader efter dvalen. Parringen finder sted et par uger efter, så snart hunnerne er kommet frem efter dvalen.

Efter et par timer i selskab med skovfirben, vender jeg skiene mod bjerghytten, og sender en venlig tanke til de små øgler, som også må finde ly for den iskolde nat. Samme år venter en hyggelig firben-oplevelse i juli.

Juli

Da det bliver sommer tilbringer min familie og jeg igen nogle dage ved den gode bjerghytte. Vi besøger firben-lokaliteten nede i dalen i 840 meters højde. Isen og sneen er væk, og har blotlagt et stort sumpet område med småøer tørre græstuer. Firbenene har nok spredt sig ud i dette sommerlige landskab, for ved en eftersøgning langs med søen finder vi ikke et eneste firben. Til gengæld ser vi et større dyr, som vidner om skovens ligger lige under fjeldets alpine verden.

Rensdyr

Fra bjerghytten går vi ud på en vandretur, op mod højfjeldet. Længere oppe ad bjergsiderne åbner skoven sig for grønne sætere, og man følger hyrdestierne på kryds og tværs af fugtige græsenge, aldrig tørskoet, men altid beriget med opløftende udsigter.

 

Udsigt

Skoven bliver stadigt lavere, og horisonterne bredere efterhånden som turen fortsætter opad. Hundrede-årige fyrretræer vrider sig op fra klippegrunden, knudrede og lave. Grantræernes silhuetter er nålespidse, smalle som cypresser. Det er karakteristisk for den særlige type rødgran (Picea abies), man finder nær trægrænsen i Skandinavien og Sibirien.

Picea abies

Vi nærmer os højfjeldet. Rødgran og skovfyr er nu reduceret til forkomne skabninger, plaget af kulde og elendighed. Overalt vokser den særlige fjeldbirk, som danner kratskov ved trægrænsen i Sydgrønland, Skandinavien og Sibirien. Som regel kryber fjeldbirken underdanigt, men sine steder har enkelte træer dødsforagt nok til at vokse rankt og opret. Straffen for dette vovemod er hård. Før eller siden bliver stammen bukket sammen af vintrenes tunge snedriver, og træet rejser sig aldrig op igen.

Fjeldbirk

Til sidst når vi op til de alpine områder, hvor vegetationen ligner den, man kan finde i Grønland. Vi holder pause ved en sø i 1.080 meters højde.

Smådyrene

Pludselig er der noget, der pusler i en tue på toppen af en stor sten. Et firben! Wow, tænkt at de findes helt heroppe. Det er en drægtig hun.

Zootoca vivipara

Midt i den kummerlige alpine ødemark lever firbene altså. Det er et ekstremt levested i subarktisk klima, hvor frost kan forekomme på alle tider af året, og den varmeste måned er i gennemsnit cirka 11 °C. Hunnerne er levendefødende. I visse sydlige populationer lægger hunnerne æg, men heroppe nordpå føder hunnen de færdigudviklede unger. Det er en tilpasning til køligt klima, at moderen selv ”udruger” ungerne. Imponerende at skovfirbenet kan overleve og yngle her.

Det gode firben virker ret uanfægtet af vores tilstedeværelse, og har travlt med at solbade på toppen af sin sten. Ungerne skal have varme – koste hvad det vil.

Zootoca vivipara

Verdens nordligste paddeart

Skovfirbenet er ikke det eneste herpetologiske indslag i højfjeldet. Her i det subarktiske område lever også butsnudet frø (Rana temporaria), den nordligste af alle padder.

Vandfald

På en af vores vandreture kommer vi forbi et vandfald i skoven, i ca. 950 meters højde. Fra vandfaldet udgår en del mindre bække, som strømmer mod dalen. Midt ude i et af de små vandløb ser vi en butsnudet frø.

Rana temporaria subarctic

Længere oppe, i en højtliggende dal (ca. 1.050 m.o.h.) finder vi haletudser af samme art. Her midt i juli måned har haletudserne fået flotte bagben. Der er rigtig mange haletudser, og de flokkes på det lave vand, hvor de græsser på alger og dødt plantemateriale. De kan akkurat nå at forvandles til voksne frøer inden søerne begynder at fryse tidligt om efteråret.

Den højtliggende dal er omgivet af række af lave bjergtoppe. På en vandretur derop ser vi ud over en del af Norges fjelde, og tager en anden vej ned igen, tilbage mod dalbunden. Før dalen kommer vi til en skrånende hylde med fugtig eng af græs og urter, i en højde af cirka 1.100 meter. Også her finder ser vi et voksent eksemplar af butsnudet frø. I juli måned kan der endnu ligge lidt sne, som man også kan se på billedet.

Rana temporaria

Snart efter begiver vi os ned i lavlandet, og sætter kursen mod syd til Oslofjorden.

 

Trachycarpus range map – updated with new species and forms

Click on the map to enlarge it.

Trachycarpus range map.jpg

I find that a distribution map of 
Trachycarpus is missing on the internet and in palm literature.
So, I made this map. Enjoy.

Among other things, the cold hardiness of the genus of Trachycarpus makes it an interesting genus of palms.

The natural distribution of the species exists within zones of subtropical mountain forest – from Indian Himalayas in west, to Southern China and Vietnam to the East.

Some species and forms are found by plant hunters in recent times. Undoubtedly, more species of Trachycarpus are hiding in that vast area, waiting to be discovered in the wilderness of the Himalayas and the Indochinese peninsula. Here, the biological diversity is high. Mountain ranges and weather systems meet in great complexity.

Hørpalmers udbredelse – opdateret kort med nye arter og former

Klik på billedet for at gøre det større.

Trachycarpus range map.jpg

Jeg synes at der i bøger og på internettet mangler et kort over hørpalmers (Trachycarpus) udbredelse i naturen.

Hørpalmer er spændende, bl.a. fordi arterne er ret kuldetålende.

Deres udbredelse er spredt i en zone af subtropisk bjergskov – fra indisk Himalaya i vest, til Sydkina og Vietnam i øst.

Visse arter/former er fundet plantejægere i nyere tid. Området gemmer utvivlsomt på flere nye Trachycarpus-arter, som venter på at blive opdaget et sted ude i det uvejsomme terræn i Himalaya og Indokina. Her er den biologiske mangfoldighed stor. Bjergkæder og vejrsystemer mødes på kryds og tværs.

Kæmpetræer i Tenerifes fyrreskove: om kanarisk fyr (Pinus canariensis)

Tenerife: del 5

Pinus canariensis Tenerife

Fyrretræer på de Kanariske Øer kan blive store – rigtig store. Kanarisk fyr (Pinus canariensis) er ikke alene øgruppens største træ, men også blandt de største fyrrearter i Den Gamle Verden.

Dets nåle er usædvanlig lange; 30 cm. De hænger fra kvistene i bløde buer, og deres elegance overslører træets råstyrke, dets muskuløse sidegrene, som udgår fra den svære stamme. Det er et flot træ.

Unge træer har opret, pyramidal vækst, mens de ældre gerne har udspredende eller tårnformet vækst.

Pinus canariensis Tenerife

Kanarisk fyr er skovdannende i en højde af 800-2.200 meter, oppe i skylaget på de Kanariske Øer. Den er endemisk for øgruppen. Dens levested i skylaget er – paradoksalt nok, temmelig regnfattigt, men træerne skaffer selv noget af det vand, de har brug for. Små vanddråber hænger fra nålene. Træerne fanger vandet, når skyerne driver gennem skoven.

Nogle få ensomme, hårdføre træer fandt vi i større højde.

Pinus canariensis Tenerife

Det største træ

Sidste vinter besøgte min familie og jeg det største eksemplar, der findes. Træet vokser midt i fyrretræernes zone på en bjergskråning i 1.490 meters højde på Tenerife. Det er et gammelt træ, som får mennesker til at ligne myrer.

Hvor stort er træet så?
Højden er 45,1 meter. Stammens omkreds er 9,4 meter.

Træet er således et stykke højere end Rundetaarn, for nu at bruge et lokalt, lidt forslidt, målestoksforhold. De lange nåle kan på afstand få træet til at se mindre ud, end det faktisk er.

Pinus canariensis Tenerife

Vores skovtur over skyerne

Det var sjovt at se det største træ, men mindst lige så interessant at besøge skoven, og at se dette særegne økosystem. På nogle dage så vi et tæt lag af skyer, som befandt sig under os, mens bæltet af fyrreskov var badet i sol. Det perfekte vejr til skovtur i et par kilometers højde.

Pinus canariensis Tenerife

Skoven er meget ensartet, med et næsten “syntetisk” udseende. Fyrretræerne ser næsten malplacerede ud, for de vokser i et højst usædvanligt miljø. Kanarisk fyr trives på størknet lava, hvor jeg ikke så egentlig muldjord.

Pinus canariensis Tenerife

Skoven er artsfattig, og bunden er ofte rungende tom for vegetation. Nådesløse vulkanudbrud har i denne højde på Tenerife skabt en mosaik af fyrreskov og blokmark.

Pinus canariensis

Mange steder brænder skoven igen og igen. Ild er en naturlig del af økosystemet. De visne nåle i skovbunden antændes let. Det er tydeligt at fyrretræerne på masochistisk vis er tilpasset et infernalsk levested, hvor de bliver flamberet med jævne mellemrum. Når røgen har lagt sig, og træet har sundet sig lidt, så vokser nye skud frem fra den brændte stamme, som overlever høje temperaturer.

Pinus canariensis Tenerife

Af og til ser vi dog frodigt voksende underskov. Der, hvor der er nok af lys, vand og næring, kan vi bl.a. se vilde margueritter. Den – måske – mest småborgerlige plante fra de københavnske altankasser, findes faktisk et sted ude i “virkeligheden”. På Tenerife må man tilgive margueritten for sin åndløshed, når man ser dens hvide blomster lyse op mellem fyrreskovens stenblokke. Her i bjergene er den sprød og sjælfuld, langt væk fra blomsterkasser og beplantede cementkummer.

Marguerit-slægten (Argyranthemum) er endemisk for de Kanariske Øer – alle margueritter stammer herfra. På billedet fra vores skovtur er det Argyranthemum gracile, som kun findes på Tenerife.

Argyranthemum gracile Pinus canariensis Tenerife

På grænsen til fyrreskoven ser vi et andet botanisk koriosum: Sonchus canariensis, en stor art svinemælk. Hjemme i København vokser små arter af svinemælk hist og her langs fortovets fliser på gaden som små, tjavsede ukrudtsplanter. Her i skoven, hvor vi er på udkig efter sjove planter og dyr, er den mere iøjnefaldende. Den ser ærlig talt lidt mærkelig ud; 2-3 meter høj med ranglede grene, der i toppen ser ud som om, de pyntet med rosetter af mælkebøtter. I mere fugtig skov finder vi i øvrigt Sonchus congestus, som der findes et billede af her.

Sonchus canariensis Pinus canariensis

Heroppe i fyrreskoven er klimaet middelhavsagtigt; subtropisk med vinterregn. I februar starter blomstringen hos forskellige arter af Asphodelus.

Asphodelus Pinus canariensis Tenerife

Mens vi ser os omkring i skoven hører vi nogle fugle oppe i trækronerne. De virker sky, og er ikke lette at fotografere. Det viser sig at være Tenerifes blå bogfinke (Fringilla teydea ssp. teydea). Underartens eneste levested er Tenerife, hvor fyrreskoven er dens tilholdssted. Dens næb er kraftigere end andre bogfinkers, og den lever primært af fyrretræernes frø.

Fringilla teydea ssp. teydea

Skovens nedre skråninger møder lavlandets vegetation, som her består af sukkulenter og buske.

Her, i udkanten af skoven, mod det åbne land, ser vi flere fugle. En berberhøne sonderer terrænet. Det er den kanariske underart (Alectoris barbara ssp. koenigi).

Alectoris barbara ssp. koenigi

En kanarisk tårnfalk lurer fra sin udkigspost. Underarten kaldes Falco tinnunculus ssp. canariensis.

Falco tinnunculus ssp. canariensis

Mørket falder på. På vej gennem skoven i den milde vinteraften hører vi af og til lyden af insekter. Det er fårekyllingernes (Gryllus sp.) enstonede strygeorkester.

Pinus canariensis

Kæmpefirben og deres levesteder på Tenerife

Tenerife: del 4

Mange arter af dyr og planter på de Kanariske Øer er endemiske – det er arter, der ikke findes andre steder i verden. Livet har udviklet sig i aparte retninger på den afsondrede øgruppe vest for Afrika.

Her skal det handle om Tenerifes firben og deres overraskende forskelligartede levesteder. Min familie og mig lavede i vinteren 2013 en naturhistorisk ekskursion til Tenerife. Børn og voksne var opsatte på at finde krybdyr – særligt de kanariske firben.

Firbenene på de Kanariske Øer tilhører alle den samme slægt, Gallotia. Det er øgruppens særegne slægt. Gallotia-arterne er “opvokset” på en evolutionær rystetur af vulkanudbrud og nyskabte, uforudsigelige landskaber. Her opstod unikke økosystemer. I løbet af nogle millioner år har firbenene koloniseret stort set alle slags levesteder på de Kanariske Øer. Nogle af arterne har udviklet sig imod kæmpevækst på grund af nogle særlige omstændigheder, man finder på isolerede øer.

Gallotia galloti

Gallotia-slægtens udbredelse

Først en kort intro om slægten Gallotia. Her vil jeg vise nogle noter fra turens rejsedagbog, som viser firbenenes udbredelse (efter Maca-Meyer et al., 2003). Slægten er opstået på de ældste, østlige øer. Og så har de erobret øerne fra øst mod vest, efterhånden som øerne skød op af havet.

Gallotia-arterne kan groft sagt inddeles i hhv. små og store arter, og de fleste af øerne har én af hver.

Gallotia galloti distribution range

Tenerifes firben

Med en længde på omkring 1 meter var kæmpefirbenet Gallotia goliath den største af Tenerifes øgler. Arten er desværre uddød, som man også kan se på kortet.

På øen lever fortsat to beslægtede arter – et stort firben (Gallotia intermedia) og et mindre (Gallotia galloti). Den sidstnævnte er på Tenerife inddelt i tre underarter; en sydlig (G. g. galloti), en nordlig (G. g. eisentrauti), og en tredje (G. g. insulanagae), der lever på en klippeø ud for nordkysten.

Vi rejste på kryds og tværs af øen – op og ned gennem bjergenes bioklimatiske zoner. Her så vi at Gallotia galloti har tilpasset sig meget uensartede landskaber.

Gallotia intermedia

Det fantastiske ved G. intermedia er, at det er et ordentligt lokum af et firben. En gevaldig øgle, der først er opdaget så sent som i 1996. Det er ikke hverdagskost at nye arter af krybdyr bliver opdaget. Fundet af “fortidsuhyret” blev beskrevet i tidsskriftet Herpetologica.

På vores Tenerife-rejse så vi den ikke. Den er yderst sjælden. Som de eneste steder i verden lever den på vulkanen Guaza, og på nogle utilgængelige, flere hundrede meter høje klipper på en 9 km lang strækning af kysten ved Tenobjergene.

Her må vi nøjes med et foto af øglens hjemsted – kystklipperne ved Teno. Vi tog dette billede fra en båd, nogle hundrede meter væk fra land. Et eller andet sted på billedet sidder der nok en G. intermedia og griner af øglejægerne.

Teno Gallotia intermedia

Der hviler ellers en lidt alvorstung historie over G. intermedia. Da arten blev opdaget i 1996 var det måske i sidste øjeblik. Populationerne er små og spredte. De har længe været i tilbagegang, bl.a. fordi nye fjender som huskatte og rotter er indført til Tenerife med menneskets ankomst til øen. Arten er nu på IUCNs rødliste i kategorien “kritisk truet”, hvilket vil sige at den lever op til et deprimerende kriterium; den er i stor risiko for at forsvinde fra naturen i nær fremtid. Der er i alt ca. 600 individer tilbage i naturen.

Men der er et lyspunkt i historien om det nyligt opdukkede væsen. Takket være aktiv naturbeskyttelse er nogle af farerne kommet under kontrol. IUCNs population trend for G. intermedia er nu med pil op. Det går altså foreløbig langsomt fremad.

Gallotia galloti

Arten G. galloti er et herligt firben. De store kæber og det brede “varanagtige” hoved giver den et lusket udseende. Især hannerne er prægtige; kroppen er mørk, og farvelagt med anstrøg af nydelige aftegninger i gult, blåt og grønt.

Gallotia galloti

Foto: Jörg Hempel

Undersøiske vulkaner har skabt Tenerife i flere etaper. Anagabjergene er den ældste del af øen. Dens omskiftelige geologiske historie og klimatiske zoner har bevirket en vis morfologisk variation hos G. galloti. Farver og mønstre varierer fra sted til sted på øen. Ungernes mønstre og farver ser tillige anderledes ud end hos de voksne. Det var en fornøjelse at se G. galloti i forskellige “udgaver”.

Arten findes næsten overalt på øen – fra kysten op til 3.000 meters højde på Tenerifes højeste vulkan, Teide (3.718 m). Øens afvekslende landskaber, klimatiske forhold og levevilkår må virkelig udfordre populationerne på helt forskellige måder. Hvis man undersøgte det ville man måske finde betydelige forskelle i fænologi (aktiviteter ift. årsrytme), fødevalg mm., imellem populationer.

Foreløbig kunne vi nyde at iagttage firbenene på nogle af de vidt forskellige levesteder, hvor de åbenbart indfinder sig lige godt.

Levested i halvørken ved kysten (G. g. galloti)

Vores første møde med G. galloti var ved kysten, i Malpaís de Güimar – et af de helt få områder, hvor lavlandets særlige sukkulent-halvørken er bevaret i naturlig tilstand. Lavlandets halvørken er hjemsted for unikke plantesamfund og stor biologisk mangfoldighed.

Vegetationen er besynderligt fremmedartet. Først gik vi langs havet, og så vandrede vi ind i sukkulenternes verden i halvørkenen bag kysten.

Euphorbia canariensis Malpais de Güimar

Her befinder vi os i et forunderligt landskab i pastelfarver og technicolor. Vi er omgivet af meterhøje kaktuslignende planter – Euphorbia canariensis. De skyder op som blege gullige og grågrønne skulpturer mellem blokke af størknet lava i lilla og sort. Jorden er tør og okkerfarvet. Vejret er som en sommerdag.

Euphorbia canariensis

Et firben afslører sin tilstedeværelse med en hurtig bevægelse, da vi nærmer os en knudret lavaklippe. Nogle meter foran os ser vi et eksemplar af underarten G. g. galloti. Så én mere, og pludselig en hel koloni. Både unger og voksne er aktive i det lave sollys sidst på eftermiddagen.

Ved at bevæge sig rundt forskellige steder på deres hjemmebane, styrer firbenene aktivt deres kropstemperatur. De er vekselvarme. Biotopen består af dels af skyggegivende buske, og dels af soleksponerede klipper. Det ser ud til at Gallotia galloti på denne måde holder en kropstemperatur på 33,5 °C. På denne februardag var firbenene aktive ved en skyggetemperatur på ca. 20 °C, svag vind, og solskin. Det er i øvrigt normalt vintervejr i lavlandet.

Gallotia galloti Malpaís de Güimar

Når frugter fra buske og træer er til stede i habitatet, udgør de en betydelig del af firbenenes føde. Selv i det tørre lavland kan firbenene finde frugter året rundt, viser undersøgelser. De æder i øvrigt en del myrer i de mest tørre og varme sommermåneder.

Ungerne er godt camouflerede.

Gallotia galloti Malpais de Güimar

Levested på højslette (G. g. galloti)

Den næste firbenlokalitet vi besøger er meget anderledes end den første. Denne gang finder vi vores små venner i 2.360 meters højde, på en gold og forblæst højslette.

Vi er i færd med at krydse et bizart landskab; højsletten er et krater på mere end 10 km i diameter, omkranset af en forrevet bjergkant. Dets bund er et landskab i sig selv, med bakker, slugter, slagger og grus. Klimaet er råt, og med udtørrende sol og vind. Der er nattefrost om vinteren, og nogle gange sne. På denne vinterdag måler vi dog en usædvanlig høj temperatur for stedet: 15 °C i skyggen.

Canary Island Lizard

Alt her ligner et bombardament. Sammenkogt af vulkansk vrede. Det hele kunne være en kulisse til en science fiction film om mærkelige firben på fremmede planeter, men den er god nok – vi er på Jorden. Det sidste må jeg minde mig selv om mens vi krydser over kraterbunden.

Midt i dette naturens raserianfald, står en fredsommelig klynge af blomster på et lille klippefremspring. Hele 2 meter høje er de. Visne, fra sidste år – men alligevel et tegn på liv. Blomsten kaldes juvel-slangehoved (Echium wildpretii), og er knyttet til dette krater og enkelte lignende voksesteder på de Kanariske Øer.

Echium wildpretii

Mens vi ser på blomsterne får vi øje på noget andet – noget sprællevende: et firben. Vi går lidt rundt på det lille klippefremspring, og snart ser vi igen at stenblokkene huser en koloni af G. g. galloti.

Her midt i månelandskabet bor de. Al ære til firbenene.

Gallotia galloti Las Canadas

Levested i palmeskov (G. g. galloti)

Nogle dage senere, stadig i begyndelsen af februar, befinder vi os i Tenobjergene. Vi går vi på en stejl skråning i en højde af 650 meter, hvor temperaturen er omkring 20 °C. Vi vandrer gennem (semi-)naturlige bevoksninger af fønikspalmer (Phoenix canariensis), som planter sig langs nogle små vandløb, der risler ned ad bjerget.

Phoenix canariensis Teno Tenerife

På tørre steder, hvor græsser og sukkulenter dominerer, ser vi mange G. g. galloti. Jeg forestiller mig at palmernes frugter er gode for firbenene.

Teno Gallotia galloti

Levested på en øde ø (G. g. insulanagae)

En underart, som vi af praktiske grunde ikke havde mulighed for at se, er G. g. insulanagae. Som navnet antyder er dens eneste levested en lille klippeø ved navn Roques de Anaga.

Biotopen minder faktisk en del om levestedet for G. intermedia; sparsomt bevoksede stejle klipper ud til havet, men her er vi på den modsatte side, ved Tenerifes nordligste punkt.

Det nærmeste vi kunne komme var denne udsigt.

Gallotia galloti insulanagae Roques de Anaga

Levested i Anagabjergene (G. g. eisentrauti)

Den sidste lokalitet vi skal besøge er helt anderledes end de to foregående. Her i de fugtige Anagabjerge veksler bregnekrat med laurbærskov og trælyng. I en højde af 600-1.200 meter, hersker et fugtigt klima. Temperaturen her er moderat året rundt.

Firbenene afhænger af sollys for at regulere deres kropstemperatur og overleve. De trives derfor på steder, hvor solen bager. Derfor var vi interesserede i at undersøge, hvilke typer af habitater, som G. g. eisentrauti bruger i den fugtige, skyggefulde laurbærskov.

Ikke overraskende fandt vi firbenene på klipperafsatser, der var store nok til at skabe et varmt mikroklima, med overflader uden tæt vegetation.

eisentrauti Anaga Tenerife

Alligevel synes jeg det var overraskende at vi fandt så mange små populationer. Faktisk fandt vi grupper af G. g. eisentrauti på samtlige af de klippepartier, vi undersøgte langs en vej midt i Anagabjergene.

Gallotia galloti eisentrauti Anaga Tenerife

Hist og her i de fugtige skove findes sådan nogle klippefremspring, hvor regnen nemt løber af, og hvor solen hurtigt kan få magt i klart vejr. I den fugtige klimazone lever hver population i små afgrænsede verdener.

eisentrauti Anaga Tenerife

Det var så lidt billeder af biotoper for G. intermedia og underarter af G. galloti på Tenerife.

Det er nogle dejlige øgler, og som videre læsning vil jeg gerne anbefale artiklerne fra min liste herunder.

Litteratur

Barahona, F.; Mateo, J. A.; García-Márquez, M. & López-Jurado, L. F. (2000).
Endemism, gigantism and extinction in island lizards: the genus Gallotia on the Canary Islands.
J. Zool., 250(3): 373-388.

Maca-Meyer, N.; Carranza, S.; Rando, J. C.; Arnold E. N. & Cabrera, V. M. (2003).
Status and relationships of the extinct giant Canary Island lizard Gallotia goliath (Reptilia: Lacertidae), assessed using ancient mtDNA from its mummified remains.
Biol. J. Linn. Soc., 80(4): 659-670.

Hernández E.; Nogales M. & Martín, A. (2000).
Discovery of a New Lizard in the Canary Islands, with a Multivariate Analysis of Gallotia (Reptilia: Lacertidae).
Herpetologica, 56(1): 63-76.

Borja, M. (1985).
Spatial and temporal behaviour of Gallotia galloti in a natural population of Tenerife.
Bonn. zool. Beitr., 36(3/4): 514-552.

Rodríguez, A.; Nogales, M.; Rumeu, B. & Rodríguez, B. (2008).
Temporal and Spatial Variation in the Diet of the Endemic Lizard Gallotia galloti in an Insular Mediterranean Scrubland.
Journal of Herpetology, 42(2): 213-222.

Thorpe, R. S. & Brown, R. P. (1989).
Microgeographic variation in the colour pattern of the lizard Gallotia galloti within the island of Tenerife: distribution, pattern and hypothesis testing.
Biol. J. Linn. Soc., 38: 303-322.

Evigt forår i bjergskov

Tenerife: del 3

Laurisilva Tenerife

De Kanariske Øer sparker røv – set fra en naturhistorisk synsvinkel. Unikke dyre- og plantearter findes her, i serier af helt specielle naturtyper. Her skal det handle om en af dem; laurisilva, eller “laurbærskov”. Det er en særlig slags bjergskov, som er grøn året rundt i kraft af et fugtigt, konstant forårsagtigt klima.

Naturforskeren Alexander von Humboldt beskrev i 1799 Tenerifes klima- og vegetationsbælter på en ekspedition fra kysten til vulkanen Teide midt på øen. Hans opdagelser på øen var med til at lægge grunden til de biogeografiske videnskaber, der undersøger samspillet mellem topografi, klima, dyr og planter. I den ånd rejste min familie og jeg i von Humboldts fodspor, og gik på opdagelse i naturen.

Vores rejse

I vinteren 2013 foretog vi således en ekskursion til Tenerife. Her oplevede vi øens særlige natur, som passatvinden og vulkankæder har inddelt i et væld af former – fra halvørken til diset, dryppende bjergskov. Tenerife er den største, højeste og botanisk set mest interessante af de Kanariske Øer. En rigdom af variation og biologisk mangfoldighed.

Laurbærskoven fandt vi på de steder, som jeg i notesbogen har kaldt for L8 (Teno-bjergene) og L5, L6 (Anaga-bjergene).

Tenerife

Turen til bjergene går ad små veje, der fører op i højlandet. Efterhånden er det støvede lavland lagt bag os. Vi træder ind i en grønnere sfære. Det er skybæltet – det klimatiske “lag”, som findes i en højde af ca. 600-1.200 meter. Luften er mild og forårsagtig hele året. Rigelig nedbør vedligeholder naturens have af stedsegrønne løvtræer og myriader af blomstrende urter.

Laurisilva

Denne fugtige type bjergskov er domineret af laurbær og laurbærlignende arter af træer. Det er et plantesamfund fra den tertiære periode, en hensvundet tid i Jordens historie. Laurbærskoven var udbredt i det dengang varme og fugtige Europa og Nordafrika. Senere trak den sig tilbage da klimaet blev koldere og mere tørt. I dag er den begrænset til nogle få udposter; de Kanariske Øer, Azorerne, Madeira og Kap Verde Øerne.

Laurbærskoven har isoleret sig på disse afsondrede tilflugtssteder. Det fugtigvarme klima, som  laurbærskoven oplevede i sin daværende storhedstid, finder den endnu her på de atlantiske øgrupper, skovens sidste hjemsted.

Laurisilva Tenerife

Regn og tåge indhyller ofte skoven fordi den jævne passatvind bliver tvunget op ad bjergskråningerne, hvor fugtigheden fortættes. Klimaet i bjergskoven er mildt og oceanisk. Året rundt er temperaturen moderat.

En besynderlig ting er at nogle af skovens træer blomstrer på tilfældige tidspunkter. Blomstringen er ikke strengt synkroniseret med årstiderne, hverken imellem eller inden for de enkelte arter. Fuglene kan finde modne frugter året rundt.

Laurisilva Tenerife

På en stille februar-dag fornemmede vi den forårsstemning, som i bjergskoven hviler året rundt, takket været de konstante betingelser.
(Filmklip herunder).

Skoven er rig på arter, mange af dem endemiske – de findes kun her. Træerne er over 30 meter høje, og man kan finde op til 20 forskellige træarter på få hektarer skov.

Selv om vinteren vokser ørnebregner ivrigt. Ingen fare for nattefrost.

Laurisilva Tenerife

Et sted i skoven er vi omgivet af fuglesang og sprøde grønne bladfarver. Gule blomster lyser op fra toppen af Sonchus congestus (til højre på foto). Det er en slægtning til svinemælk (almindelig dansk ukrudtsplante), som i løbet af nogle millioner års evolution på Tenerife og Gran Canaria har udviklet sig til et monster på 2 meters højde med regulære grene i stedet for tynde stilke.

Laurisilva Tenerife

Andre slags planter i overstørrelse findes også i laurbærskoven. Lyng bliver her op til 12 meter høj, når det gælder arten trælyng, Erica arborea. Den findes også i middelhavslandene, hvor den vokser som en busk.

Laurisilva Tenerife

På stejle, vindudsatte klipper danner trælyngen tætte krat. På billedet er det en af de yngre turdeltagere (min datter), som udforsker terrænet.

Laurisilva Tenerife

Den fugtige vind stryger gennem vegetationen, og afsætter små vanddråber på træernes blade. Grenene er derfor bevokset med bregner, mos og andre epifyter.

Laurisilva Tenerife

Vi bevæger os længere ind i bjergskoven. En stemning af forfald blandes med den blide frodighed da vi betragter de lasede grå gardiner af Usnea-mos, der hænger fra træernes grene, hvor de flagrer som spøgelser. Den slags mos elsker jeg. Det er tågeskovenes kendemærke.

Laurisilva Tenerife

I skovens dyb er bunden mørk og tom under kronetaget. Vi befinder os på en stejl bjergskråning, men min datter er en dygtig klatrer.

Laurisilva Tenerife

I lysninger ved klippepartier findes en rig underskov af sjældne urter og buske.

Laurisilva Tenerife

Her har vi fået øje på en stor blomst – det er Canarina canariensis, som er et særkende for laurbærskovene på de Kanariske Øer – det eneste sted i verden, hvor blomsten findes.

Laurisilva Tenerife

Det evige forårsvejr i Tenerifes tågezone har bevaret plantesamfundet som en tidslomme i et levende museum, mens dets hidtidige udbredelse er forsvundet. Skovens altmodische karakter understreges af arternes sammensætning. Nogle af dem tilhører slægter, der i tidernes morgen var vidt udbredt. Nu repræsenterer træerne deres slægter i afsondrethed, for deres nærmeste familiemedlemmer er i dag hensat til fjerntliggende egne af kloden, som f.eks. Otocea, der ellers vokser på Madagaskar, i Østafrika, Caribien og Sydamerika.

Naturbeskyttelse

Er Tenerife så et sikkert tilflugtssted for laurbærskoven? Ja og nej.

Der er kun 10% af den oprindelige laurbærskov tilbage. Det er en udsat naturtype, som er hjemsted for 160 udryddelsestruede arter. 40% af truede planter på de Kanariske Øer er knyttet til laurbærskoven.

Naturen på Tenerife har gennemgået en bitter cocktail af miljøbelastninger igennem århundreder. Skoven er blevet fældet til brændsel. De tynde, lige stammer, der skyder op fra rødderne af de fældede træer, er blevet brugt til fremstilling af redskaber, som igen har banet vejen for landbrugets fremmarch. Skove er blevet omlagt til marker. Intensiv opdyrkning og overgræsning har udmattet naturen. Samtidig bliver nye planter ført til øen. Nogle af dem driver de oprindelige arter på flugt. Invasive planter kan man nu se mange steder på Tenerife, hvor de fortrænger hjemmehørende, endemiske arter. En sørgelig ensretning, som af og til forstærkes af hærgende skovbrand.

Den slags ødelæggelser så vi. Man er ikke i tvivl om at det tager lang tid for skoven og den biologiske mangfoldighed at rejse sig fra sådan en slagmark.

Laurisilva Tenerife

På den anden side, så går det fremad. De tilbageværende laurbærskove i god stand, og de fleste under effektiv naturbeskyttelse. Selvom de skove, der tidligere har været ryddet, er mere ensartede og fattigere på arter, så ligger der et stort potentiale i at de fremover forvaltes uden aktive indgreb. Nu får Tenerifes skove lov til at udvikle sig frit.

Bjergskoven opsamler meget vand i form af dugdråber. Det har betydning for øens vandressourcer. Tenerifes befolkning har på mange måder glæde af naturbeskyttelsen og skovens fortsatte trivsel.

Laurisilva Tenerife

Europæisk dværgpalme (Chamaerops humilis) i bjergkæden Tramuntana

Forleden kom jeg til at tænke på palmeeventyrne i bjergkæden Tramuntana, der fra Middelhavet rejser sig 1.400 meter på øen Mallorca. Her vokser dværgpalmerne frodigt i de laveste bjerge og på kystklipper. I de bjerge har jeg tilbragt nogle gode stunder i selskab med dværgpalmerne på tre rejser, senest i marts 2013.

Hvis man er turist på de kanter, så er Tramuntana og palmernes maleriske habitater hele turen værd, uanset om man er plantenørd eller ej. Her kommer et par bemærkninger om dværgpalmer, og nogle iagttagelser af artens naturlige voksesteder i bjergkæden.

Chamaerops humilis3

Det naturlige udbredelsesområde for dværgpalmen er det nordligste blandt palmer. Ingen anden palme vokser naturligt helt op til 43. breddegrad (i Italien), selvom dyrkede palmer findes endnu længere mod nord. Middelhavsområdets vestlige del er hjemsted for dværgpalmen, som er den ene af to palmearter med naturlig forekomst i Europa (den anden er Phoenix theophrasti).

Dværgpalmens kompakte vækst, og bladenes graciøse vifteform, har gjort den til en yndet prydplante i subtropiske områder – fra Tasmanien til Californien. Den hører til de mest kuldetålende arter blandt palmer, men er ikke hårdfør nok til Nordens klima, selvom den faktisk er nært beslægtet med de hårdføre hørpalmer (slægten Trachycarpus), som f.eks. vokser på friland i Botanisk Have i København (se tidligere indlæg).

Selv har jeg haft fornøjelsen af at opleve dværgpalmernes naturlige levesteder i smukke omgivelser. Bjergkæden Tramuntana er som et forbillede for romantikkens landskabsmalerier. Hyrdeagtige landskaber af forrevne, stormomsuste klipper og græssletter i melankolsk grågrøn, går over i skove af eg og fyr, som står grønne hele året.

Arkadien

Det arkadiske landskab har inspireret Frederyk Chopin, da han i vinteren 1838-39 opholdt sig i midt i bjergkæden, afsondret fra omverdenen i et kloster. Her komponerede han ved et jævnt klaver. Han udforskede det naturskabte og altmodische. Både palmer og landskabelig idyl indgår i hans tanker før afrejsen til bjergene. I et brev til veninden Juli Fontana skriver Chopin: “Jeg skal sikkert bo i et fortryllende kloster i det smukkeste land: hav, bjerge, palmer […] og ældgamle oliventræer.” Hans rejse blev en dyster og kvalfuld affære, men det er en anden historie.

Hvor vokser dværgpalmerne, og i hvilke naturtyper?
Tramuntana er altså et herligt sted at gå på opdagelse, hvis man kan lide bjerge og natur. Men palmerne vokser selvfølgelig ikke bare over det hele.

Mine iagttagelser i bjergene er foreløbig, at palmerne primært findes i ca. 50 – 300 meters højde. Jeg har sjældent set dem helt nede ved kysten, og nok aldrig over 400 meters højde. Palmerne ses især i bjergkædens mest sydvestlige og nordøstlige del. Der, hvor de findes, vokser de ofte i talrige grupper.

Første gang jeg oplevede dværgpalmer i naturen var i 2004. Løb op på toppen af Puig de San Martí, i ekstase over at være omgivet af tusindvis af naturens egne palmer. Her, og andre steder i bjergkædens nordligste del, har jeg set en del sortsvedne palmer.

Det kan man se på billedet herunder, som er taget på en af de vindtørre bjergtoppe, hvor Middelhavet bruser under de stejle afgrunde. Hærgende ild er en naturlig del af økosystemets dynamik på denne type levested. Middelhavet kan anes i baggrunden. Til højre i billedet står én af palmerne på lokaliteten, og til venstre står jeg. Dengang med betydeligt længere hår end i dag.

Chamaerops humilis5

Således er åbne områder med maki, græsser og halvbuske én af de naturtyper, som palmen er knyttet til. Her raserer naturlige ildebrande under den lange, tørre sommer. Arten tåler den skånselsløse græsning fra geder og får, som ellers har skadet mange vilde planter i Middelhavsområdet.

Chamaerops humilis9

I Tramuntana kan man også se dværgpalmer vokse i lysåbne skove af steneg (Quercus ilex) og aleppofyr (Pinus halepensis), ved klippefremspring og lysninger, der tillader sollyset at nå skovbunden. Man finder ikke dværgpalmer på steder, hvor kronetaget lukker det meste sollys ude.

Chamaerops humilis2

Chamaerops humilis7

I naturen er dværgpalmen virkelig – ja, en dværg. Stammen er sjældent højere end 1 meter høj. De højeste eksemplarer er dem, man ser i bjerglandsbyerne. Her er de taget i kultur, og kan blive over 4 meter høje. De trives godt i menneskers selskab, hvor andre vilde planter ikke konkurrerer om vand og næring. Som dyrket kan arten ved første øjekast minde om en slags Trachycarpus (hørpalme).

Chamaerops humilis1

De mest veludviklede eksemplarer, jeg har set i naturen, vokser bl.a. på små klippehylder på høje nordvendte klippevægge med god fugtighed. Fra et palmedyrkningsperspektiv er man nok vant til at tænke på dværgpalmer som meget solelskende planter. Men det gælder mest, hvis den dyrkes i Norden. Middelhavsområdets sommertørke og Sydens varme klima gør det rart for palmen at knytte sig til et køligt, fugtigt voksested.

Chamaerops humilis4

Dyrkning i Norden
Selvom palmen hører til de nordligste i naturen, så kan de i hårdførhed ikke måle sig med f.eks. slægten Trachycarpus. Alle mine forsøg med Chamaerops humilis på friland er endt med brune palmer, som her i 2005.

Chamaerops humilis

Botanisk Have i København har også lavet udplantningsforsøg på en beskyttet vokseplads udendørs (nær Maskinhallen). Dyrkning på friland har ikke just været en succes. Intet er tilbage af palmerne, på nær et skilt, som er palmernes gravsten.

Chamaerops humilis8

Til gengæld kan man se flotte, glade dværgpalmer i det kølige “Hus 2”, tæt på indgangen til “Hus 1” (Victoria-åkander og tropiske planter).

Konklusionen må være, at med mindre man kan tilbyde dværgpalmen et usædvanligt varmt mikroklima, helst med regnlæ og vinterdækning, så kan den næppe klare sig udendørs i Norden. Den bør snarere dyrkes under frostfri forhold, hvor den til gengæld ret taknemmelig, hvis den bare får godt med lys, vand og næring i vækstsæsonen.

Dværgpalmer i øvrige udbredelsesområde
Det sjoveste er nu alligevel at se dværgpalmerne i det fri. I de vestlige middelhavslande findes en del naturlige lokaliteter, hvor man kan studere palmer og habitater. F.eks. vokser den eftertragtede sølvfarvede variant, Chamaerops humilis var. argentea (også kaldet ‘Cerifera’) i Atlasbjergene i Marokko. Og hvem ved – måske findes der særlige, uopdagede varianter.

Én måde at forberede udflugter til konkrete palmelokaliteter, kan være ved hjælp af et opslag på databasen GBIF (Global Biodiversity Information Facility). Bemærk at databasen også registrerer enkelte fund af dyrkede eksemplarer uden for artens egentlige udbredelsesområde.

Andre kilder til information er selskaberne International Palm Society og European Palm Society.

Her er et foto fra en naturhistorisk rejse i Tunesien, hvor jeg fandt Chamaerops humilis i krat af rosmarin og trælyng.

Chamaerops humilis10

Chalcides viridanus ved vulkanen Teide

Tenerife: del 2

Chalcides viridanus 2

Det var en mørk aften i februar. Luften var næsten tropisk, og strømmede behageligt ind af de åbne vinduer i bilen, mens vi zig-zaggede op ad en nordvendt skråning mod en stejl, slumrende vulkan – Teide, på øen Tenerife.

Min datter og mig havde en opgave foran os. Målet for aftenen var sat højt; at finde en særlig slags valseskink (Chalcides viridanus), som lever en temmelig skjult tilværelse på denne ø. Denne skink findes ikke andre steder i verden, bortset fra øerne La Gomera og El Hierro. Det er en kortbenet øgle med slangeagtig krop.

Opgaven virkede ret håbløs – som at finde en nål i en høstak. Vi havde ingen spor at gå efter. Alligevel var spændingen på sit højeste, da vi kørte ud i mørket. Da vi var nået godt et stykke op mod vulkanens nordside, til et sted med afvekslende vegetation, hoppede vi ud af bilen for at tage bestik af omgivelserne. Vi befandt os 575 meter over Atlanterhavets sorte, måneskinsglimtende overflade, der kunne ses længere nede i den retning, vi kom fra. Skråningen var bevokset med bregner og brombærranker.

At finde krybdyr i naturen kan være et hårdt arbejde. Som regel skal rigtig mange sten og klippestykker vendes om, før man er heldig at støde på noget af det, man leder efter. Inden for lommelygternes rækkevidde kunne vi kun se nogle få sten. Den første sten blev vendt om. Der var ingenting at se under den. Og sådan kan man ofte vende hundredevis af sten uden at finde noget. Nå, men man skal jo starte et sted. Og vi var foreløbig nået til sten nummer to. Vi vendte den om for at se om der var noget. Ved første øjekast så vi kun det tørre grus under stenen. Men ved nærmere eftersyn opdagede vi at en besynderlig mørk spids stak op af gruset. Det lignede sandelig en slags halespids – og det viste sig minsandten at halens ejer lå nedgravet i gruset, lige til at tage op med et løst greb om kroppen. Det var en Skink!

For at dokumentere fundet ville vi gerne fotografere øglen. Men den var ikke så glad for vores forstyrrende natterenderi. Nu så den sit snit til, i skæret af lommelygternes lys, at flintre direkte mod det filtrede brombærkrat. Hvis den nåede til krattet før os, ville vi aldrig få den at se igen. Med nogle desperate krumspring fik vi afspærret flugtvejen i sidste øjeblik. Nu kunne vi i ro og mag sætte øglen ned i en beholder, hvortil vi indsamlede noget luksuriøst blødt grus som soveplads til dyret, samt visne blade i eksklusiv kvalitet, indtil vi satte øglen ud under samme sten igen næste morgen, efter fotografering i dagslys.

Chalcides viridanus

Chalcides viridanus

Verdens sejeste palme

Hurra for den store hørpalme i Botanisk Have i København. Den vokser under åben himmel – året rundt. Det er Nordens ældste og største hørpalme (Trachycarpus fortunei).
Den er plantet i 1988, og har vokset flere meter siden dengang.

Palmen klarer sig udenfor, i vind og vejr.
For palmedyrkere, der bor langt nord for Middelhavet, er den selve symbolet på, at det ikke er rendyrket galskab at plante palmer på friland.

Her er palmen, som den så ud i går.
Nederst er et otte år gammelt foto, fra mit besøg hos palmen i vinteren 2005.

Hørpalme Trachycarpus fortunei Botanisk Have København Danmark
Hørpalme Trachycarpus fortunei Botanisk Have København Danmark

Fønikspalmer på sjældent naturligt levested

Tenerife: del 1

Phoenix canariensis Tenerife

Fønikspalmen, Phoenix canariensis, findes naturligt kun på de Kanariske Øer. Det er en høj og robust palme, med blade på 6 meters længde.

I kraft af millioner af års isolation på de Kanariske Øer, der ligger ud for Nordvestafrika, er fønikspalmen som art opvokset i et unikt evolutionært eksperiment, som naturen har udført på de syv vulkanske øer, der aldrig har været landfaste med det afrikanske kontinent. Deraf kommer øernes biologiske egenartethed, herunder den særlige fønikspalme. Naturen har udviklet en prydelig art, som vokser frodigere og smukkere end dens slægtning, daddelpalmen (Phoenix dactylifera).

Desværre er mange af fønikspalmens naturlige levesteder blevet ødelagte i tiden efter den spanske kolonisering af de Kanariske Øer i det 15. århundrede.
Heldigvis findes den stadig nogle få steder i naturlige omgivelser.

Under en rejse til øen Tenerife i januar/februar 2013, så jeg utallige fønikspalmer i en af de få tilbageværende (semi-) naturlige palmelunde, der strakte sig fra bjerglandsbyen Masca til lavlandet, nær Atlanterhavet, via en dyb, skyggefuld kløft. Her følger nogle fotografier fra en strabaserende vandring gennem hele kløftens udstrækning.

Vandringen i kløften blev gennemført af en mor, en far og to børn. Turen havde et fald på 630 højdemeter. Det tog seks timer at nå til kløftens udmunding ved havet, hvor vi blev hentet i båd.

Nedstigningen begyndte ved palmebevoksningens øverste del, nær bjerglandsbyen Masca.

Phoenix canariensis Tenerife Masca HikingPhoenix canariensis Tenerife

Den øverste del af kløften er solbagt. Vegetationen er tørketålende, og består bl.a. af sukkulenter i slægten Euphorbia.

Phoenix canariensis Tenerife Masca Hiking

Længere nede bliver kløften smal, omgivet af stejle bjerge.

Tenerife Masca Hiking

Vi kommer til en mørkere del af kløften, hvor fugtighedselskende vegetation trives.

Tenerife Endemics Masca Hiking

Efter en kort pause fortsætter selskabet til fods.

Tenerife Phoenix canariensisPhoenix canariensis Tenerife Masca HikingTenerife Masca Hiking

I vandløbet, og langs med det, vokser Phoenix canariensis i alle livsstadier.
Her er det et “barn”, som er under 1 meter i højden.

Phoenix canariensis Natural habitat Tenerife Masca Hiking

Adiantum sp. og spirende fønikspalme (til højre) ved vandløbet. Palmen har ca. 4 spæde blade, der er helt smalle.

Adiantum Tenerife Masca Hiking

Terrænet er på én gang hårdt og meget opmuntrende.

Tenerife Masca Hiking Tenerife Masca Hiking

Endemiske planter ses alle steder omkring os. Her er det Euphorbia atropurpurea.

Euphorbia atropurpurea

En giftig slyngplante, Bryonia verrucosa.

Phoenix canariensis Tenerife Masca Hiking

Et kanarisk piletræ, Salix canariensis. Piletræer (Salix) er normalt løvfældende, og vokser hovedsageligt i tempererede områder. Men Salix canariensis vokser ved høje temperaturer året rundt. Alle piletræer vi så på vandringen havde både nye og ældre grønne blade, og blomster på én gang (begyndelsen af februar). Det var en speciel oplevelse at se arten.

Salix canariensis Tenerife Masca Hiking

Dejligt at have set fønikspalmerne i naturlige omgivelser.

Phoenix canariensis Tenerife Masca Hiking

Slange-safari på Amager

Snog Natrix natrixEn gruppe herpetologisk indoktrinerede børn og nogle forældre tog i weekenden på jagt efter slanger ude i Amagers vilde natur.

Målet var at observere og fotografere slanger ude på de sumpede dele af øen.

Vi besøgte en lokalitet, hvor der lever slanger af arten snog, Natrix natrix.
Vådområder er det primære levested for arten, som er udbredt fra Vesteuropa til Centralasien.

For at se dagaktive slanger i naturen på vores breddegrader, skal vejret helst være nogenlunde “godt”. Desværre bød turen til Amagers ødemarker på “uldent” vejr. Det blæste koldt, direkte ind fra havet, og sol var der ikke meget af. Temperaturen var sølle 13°C kort tid før middag.

Forventningerne var ikke høje. Alligevel begav holdet sig afsted langs kanten af den sø, som var ekspeditionens mål. Vi banede os vej gennem højt græs og tagrør, der dannede et bælte af rørskov.

IMG_4597

Spændingen steg, men der var ingen slanger at se.
Men pludselig skete der noget; et langt sort dyr flygtede ud i vandet.

Var der nogen, der nåede at tage et foto?
Nej, slangen var for hurtig, og nu svømmede den i vandoverfladen bag den tætte rørskov.
De billeder, der blev taget af den svømmende snog, ligner desperate forsøg på at bevise Loch Ness Uhyrets eksistens.

Vi ville gerne have fotograferet slangen tæt på.
Men ak!

I stedet måtte vi se nærmere på grønne frøer (Pelophylax kl. esculentus).
Grønne frøer er nuttede.

IMG_4600 - version 2

Ekspeditionen fortsatte til søens nordlige bred.
Koldt og blæsende – men så skiftede vejret! Solen kom frem.

Nu var der gevinst!
Skjult i græsset ved søbredden lå en sammenrullet snog af anseelig størrelse.

IMG_4644 - version 2

Snoge er hurtige til at flygte, når et stort dyr (f.eks. mennesker) forstyrrer freden.

IMG_4739 - version 2

Vi nåede dog at snuppe slangen før den stak af, for bedre at kunne studere dyret nærmere.
Handsker er praktiske, for netop snoge kan udskille en fæl lugt der afskrækker dens fjender.

IMG_4785 - version 2

Snogen blev selvfølgelig sat tilbage på sin solskinsplads efter fotograferingen.

IMG_4719 - version 2

Heldet var med os, og vi så i alt 5 snoge langs søen før vi tog hjem til civilisationen.

IMG_4750 - version 2

IMG_4779