Vi befinder os i bjergene i det sydlige, centrale Norge. Sommer og vinter besøger vi nogle gange dette sted, og tager på tur i højfjeldet over familiens bjerghytte.

Selvom det nu er højsommer, er her køligt. Om natten falder temperaturen til et par grader over frysepunktet. Også om dagen er der altid et strejf af kølighed i luften, men alligevel kan varmekrævende krybdyr varme sig tilstrækkeligt op, og overleve i små bestande her ved trægrænsen. For de udnytter det lune mikroklima som opstår nær jordoverfladen når solen er på.

På tur i fjeldet ved skovgrænsen ser min datter et firben (Zootoca vivipara), i en højde af 1.080 meter. Firbenet soler sig ved foden af et lavt grantræ (Picea abies). Da vi nærmer os sker der noget, jeg ikke har set før.

Firbenet flygter – opad. I stedet for at søge tilflugt under den krybende vegetation løber øglen lodret op ad stammen. Langt oppe standser firbenet et par sekunder, og ser fornærmet ned på os. Så forsvinder det (opad), ude af syne. Mens vi stadig står ved siden af træet diskuterer vi højden af det punkt, hvor firbenet sidst blev set før det forsvandt mellem træets tætte grene. Højden vurderer jeg til 220 cm – havde dog ikke målebånd.

Norge: del 2

Krybdyr-jagten fortsætter. Efter det subarktiske højfjeld befinder vi os i et sommerligt varmt og tørt landskab mod syd, ved Oslofjordens udmunding. Naturen er afvekslende her, og består af en mosaik af eng, hede og krat af buske og træer på næringsfattig, sandet jord.

Her ved kysten finder man også en lav skov af eg, hassel, ask og røn, der levner rigeligt med sollys til skovbundens tæppe af urter og græs.

Tudser og snoge er almindelige her. I en skov med eg og hassel kan man f.eks. støde på denne Bufo bufo der måler 10 cm.

Et af de steder, vi besøger, er en vindomsust halvø med et mosaikagtigt landskab bestående af flere forskellige naturtyper. Den mosaikagtige struktur giver gode levesteder for krybdyr, som trives i afvekslende terræn. Vi leder efter dyr på et fladt område, præget af store sten og krybende buske som slåen og enebær.

Vi ser en del hugorme (Vipera berus), men får ingen ordentlige fotografier, da de i sommertiden kan bevæge sig lynhurtigt. De smutter væk før man får sagt ”hugorm!”. Vi kigger ind under en stor sten, som kunne være et godt skjulested.

Langt inde under stenen ser vi denne dejlige ”djævel”, som kigger ud på os. Som altid hos hugormen er dens pupiller lodrette. Hvilket nok bidrager til dens luskede udseende.

Min datter og jeg går stille forbi et krat af sammenfiltrede buske. Vi opdager at der ligger en slange frit fremme på jorden, i kanten af krattet. Ved første øjekast kunne det være endnu en hugorm. Men øjnenes runde pupiller afslører at den er ufarlig. Det er et eksemplar af den legendariske glatsnog (Coronella austriaca), som findes i små områder af Skandinavien, men som er uddød i Danmark. Den næste to fotografier viser slangen som den lå før vi forstyrrede den.

Slangen ligger frit fremme, så vi sniger os tæt på den ved at ligge ned bag den store sten i forgrunden for ikke at blive set af slangen, der nok ville flygte, hvis den opdagede os i utide. Hvis den forsvinder ind i det tornede krat, ser vi den ikke igen.

For at kunne se slangen bedre løfter vi den forsigtigt op, for at tage den ud i lyset. Med den sædvanlige gode blanding af forsigtighed og beslutsomhed holder vi den blidt bagved hovedet, så den ikke kan bide.

Det viser sig at være en voksen hun. Hunnerne skulle kunne kendes på bugens blågrå farve, mens hannerne er rødlige på bugen.
Sådan en glatsnog er flot, synes jeg.

Under fotograferingen bliver jeg uopmærksom et øjeblik. Slangen hugger med god præcision, og leverer et eftertrykkeligt bid i fingeren.

Vi sætter slangen tilbage, hvor vi fandt den, så den kan nyde freden når vi går. Med det blødende slangebid og andre gode ferieminder, siger vi farvel til den norske sydkyst.

Norge: del 1

Ville du forvente at finde firben her i de sneklædte bjerge? Selvfølgelig! For skovfirbenet (Zootoca vivipara) trives højt oppe i Norges fjelde. Selvom der er sne over alt, så er det forår. Ganske vist grænser vilkårene her i bjergene til det umulige for vekselvarme krybdyr, som er afhængige af den varme, de kan få fra solen og fra deres omgivelser. Men skovfirbenet har den nordligste geografiske udbredelse af alle firben. Denne muntre lille øgle er krybdyrenes standhaftige repræsentant i udkanten af Eurasiens tempererede klimabælte. Her vil vi se nærmere på dens levesteder på to forskellige årstider (april og juli) langt inde i de norske fjelde vest for Hallingdal.

April

Sneen knirker under skiene, og søen er isdækket i Rukkedalen i 840 meters højde. Ude på søen sidder nogle fiskere ved isens huller. Selv stryger jeg af sted inde langs med søbredden. Netop her kommer skovfirbenet frem efter mere end et halvt års dvale.

 

Hvert enkelt skovfirben har sine faste skjulesteder, og nogle særlige pladser til solbadning. På den sydvendte og soleksponerede skråning ud mod søen, kan firbenene finde sådanne steder med direkte sol. De lever omkring nogle klippestykker, der rager op over sneen og den lave vegetation af lyng og dværgbuske.

Skovfirbenene er dygtige til at regulere deres kropstemperatur. De placerer sig i en god vinkel i forhold til indstrålingen, og suger varmen til sig. Selv i denne isørken omkring den frosne sø, er deres kropstemperatur langt højere end omgivelsernes. En undersøgelse har vist at selv i de koldeste områder af firbenets udbredelse – som her i fjeldet, kan firbenet i sommermånederne holde en kropstemperatur på 26-33 grader i cirka syv timer hver dag i gennemsnit.

Sådan får firbenet gang i systemet efter den langvarige dvale. Der er meget de skal nå i løbet af den korte sommer. Hannerne er de første, som kommer frem og solbader efter dvalen. Parringen finder sted et par uger efter, så snart hunnerne er kommet frem efter dvalen.

Efter et par timer i selskab med skovfirben, vender jeg skiene mod bjerghytten, og sender en venlig tanke til de små øgler, som også må finde ly for den iskolde nat. Samme år venter en hyggelig firben-oplevelse i juli.

Juli

Da det bliver sommer tilbringer min familie og jeg igen nogle dage ved den gode bjerghytte. Vi besøger firben-lokaliteten nede i dalen i 840 meters højde. Isen og sneen er væk, og har blotlagt et stort sumpet område med småøer tørre græstuer. Firbenene har nok spredt sig ud i dette sommerlige landskab, for ved en eftersøgning langs med søen finder vi ikke et eneste firben. Til gengæld ser vi et større dyr, som vidner om skovens ligger lige under fjeldets alpine verden.

Fra bjerghytten går vi ud på en vandretur, op mod højfjeldet. Længere oppe ad bjergsiderne åbner skoven sig for grønne sætere, og man følger hyrdestierne på kryds og tværs af fugtige græsenge, aldrig tørskoet, men altid beriget med opløftende udsigter.

 

Skoven bliver stadigt lavere, og horisonterne bredere efterhånden som turen fortsætter opad. Hundrede-årige fyrretræer vrider sig op fra klippegrunden, knudrede og lave. Grantræernes silhuetter er nålespidse, smalle som cypresser. Det er karakteristisk for den særlige type rødgran (Picea abies), man finder nær trægrænsen i Skandinavien og Sibirien.

Vi nærmer os højfjeldet. Rødgran og skovfyr er nu reduceret til forkomne skabninger, plaget af kulde og elendighed. Overalt vokser den særlige fjeldbirk, som danner kratskov ved trægrænsen i Sydgrønland, Skandinavien og Sibirien. Som regel kryber fjeldbirken underdanigt, men sine steder har enkelte træer dødsforagt nok til at vokse rankt og opret. Straffen for dette vovemod er hård. Før eller siden bliver stammen bukket sammen af vintrenes tunge snedriver, og træet rejser sig aldrig op igen.

Til sidst når vi op til de alpine områder, hvor vegetationen ligner den, man kan finde i Grønland. Vi holder pause ved en sø i 1.080 meters højde.

Pludselig er der noget, der pusler i en tue på toppen af en stor sten. Et firben! Wow, tænkt at de findes helt heroppe. Det er en drægtig hun.

Midt i den kummerlige alpine ødemark lever firbene altså. Det er et ekstremt levested i subarktisk klima, hvor frost kan forekomme på alle tider af året, og den varmeste måned er i gennemsnit cirka 11 °C. Hunnerne er levendefødende. I visse sydlige populationer lægger hunnerne æg, men heroppe nordpå føder hunnen de færdigudviklede unger. Det er en tilpasning til køligt klima, at moderen selv ”udruger” ungerne. Imponerende at skovfirbenet kan overleve og yngle her.

Det gode firben virker ret uanfægtet af vores tilstedeværelse, og har travlt med at solbade på toppen af sin sten. Ungerne skal have varme – koste hvad det vil.

Verdens nordligste paddeart

Skovfirbenet er ikke det eneste herpetologiske indslag i højfjeldet. Her i det subarktiske område lever også butsnudet frø (Rana temporaria), den nordligste af alle padder.

På en af vores vandreture kommer vi forbi et vandfald i skoven, i ca. 950 meters højde. Fra vandfaldet udgår en del mindre bække, som strømmer mod dalen. Midt ude i et af de små vandløb ser vi en butsnudet frø.

Længere oppe, i en højtliggende dal (ca. 1.050 m.o.h.) finder vi haletudser af samme art. Her midt i juli måned har haletudserne fået flotte bagben. Der er rigtig mange haletudser, og de flokkes på det lave vand, hvor de græsser på alger og dødt plantemateriale. De kan akkurat nå at forvandles til voksne frøer inden søerne begynder at fryse tidligt om efteråret.

Den højtliggende dal er omgivet af række af lave bjergtoppe. På en vandretur derop ser vi ud over en del af Norges fjelde, og tager en anden vej ned igen, tilbage mod dalbunden. Før dalen kommer vi til en skrånende hylde med fugtig eng af græs og urter, i en højde af cirka 1.100 meter. Også her finder ser vi et voksent eksemplar af butsnudet frø. I juli måned kan der endnu ligge lidt sne, som man også kan se på billedet.

Snart efter begiver vi os ned i lavlandet, og sætter kursen mod syd til Oslofjorden.

 

Tenerife: del 4

Mange arter af dyr og planter på de Kanariske Øer er endemiske – det er arter, der ikke findes andre steder i verden. Livet har udviklet sig i aparte retninger på den afsondrede øgruppe vest for Afrika.

Her skal det handle om Tenerifes firben og deres overraskende forskelligartede levesteder. Min familie og mig lavede i vinteren 2013 en naturhistorisk ekskursion til Tenerife. Børn og voksne var opsatte på at finde krybdyr – særligt de kanariske firben.

Firbenene på de Kanariske Øer tilhører alle den samme slægt, Gallotia. Det er øgruppens særegne slægt. Gallotia-arterne er “opvokset” på en evolutionær rystetur af vulkanudbrud og nyskabte, uforudsigelige landskaber. Her opstod unikke økosystemer. I løbet af nogle millioner år har firbenene koloniseret stort set alle slags levesteder på de Kanariske Øer. Nogle af arterne har udviklet sig imod kæmpevækst på grund af nogle særlige omstændigheder, man finder på isolerede øer.

Gallotia-slægtens udbredelse

Først en kort intro om slægten Gallotia. Her vil jeg vise nogle noter fra turens rejsedagbog, som viser firbenenes udbredelse (efter Maca-Meyer et al., 2003). Slægten er opstået på de ældste, østlige øer. Og så har de erobret øerne fra øst mod vest, efterhånden som øerne skød op af havet.

Gallotia-arterne kan groft sagt inddeles i hhv. små og store arter, og de fleste af øerne har én af hver.

Tenerifes firben

Med en længde på omkring 1 meter var kæmpefirbenet Gallotia goliath den største af Tenerifes øgler. Arten er desværre uddød, som man også kan se på kortet.

På øen lever fortsat to beslægtede arter – et stort firben (Gallotia intermedia) og et mindre (Gallotia galloti). Den sidstnævnte er på Tenerife inddelt i tre underarter; en sydlig (G. g. galloti), en nordlig (G. g. eisentrauti), og en tredje (G. g. insulanagae), der lever på en klippeø ud for nordkysten.

Vi rejste på kryds og tværs af øen – op og ned gennem bjergenes bioklimatiske zoner. Her så vi at Gallotia galloti har tilpasset sig meget uensartede landskaber.

Gallotia intermedia

Det fantastiske ved G. intermedia er, at det er et ordentligt lokum af et firben. En gevaldig øgle, der først er opdaget så sent som i 1996. Det er ikke hverdagskost at nye arter af krybdyr bliver opdaget. Fundet af “fortidsuhyret” blev beskrevet i tidsskriftet Herpetologica.

På vores Tenerife-rejse så vi den ikke. Den er yderst sjælden. Som de eneste steder i verden lever den på vulkanen Guaza, og på nogle utilgængelige, flere hundrede meter høje klipper på en 9 km lang strækning af kysten ved Tenobjergene.

Her må vi nøjes med et foto af øglens hjemsted – kystklipperne ved Teno. Vi tog dette billede fra en båd, nogle hundrede meter væk fra land. Et eller andet sted på billedet sidder der nok en G. intermedia og griner af øglejægerne.

Der hviler ellers en lidt alvorstung historie over G. intermedia. Da arten blev opdaget i 1996 var det måske i sidste øjeblik. Populationerne er små og spredte. De har længe været i tilbagegang, bl.a. fordi nye fjender som huskatte og rotter er indført til Tenerife med menneskets ankomst til øen. Arten er nu på IUCNs rødliste i kategorien “kritisk truet”, hvilket vil sige at den lever op til et deprimerende kriterium; den er i stor risiko for at forsvinde fra naturen i nær fremtid. Der er i alt ca. 600 individer tilbage i naturen.

Men der er et lyspunkt i historien om det nyligt opdukkede væsen. Takket være aktiv naturbeskyttelse er nogle af farerne kommet under kontrol. IUCNs population trend for G. intermedia er nu med pil op. Det går altså foreløbig langsomt fremad.

Gallotia galloti

Arten G. galloti er et herligt firben. De store kæber og det brede “varanagtige” hoved giver den et lusket udseende. Især hannerne er prægtige; kroppen er mørk, og farvelagt med anstrøg af nydelige aftegninger i gult, blåt og grønt.

Undersøiske vulkaner har skabt Tenerife i flere etaper. Anagabjergene er den ældste del af øen. Dens omskiftelige geologiske historie og klimatiske zoner har bevirket en vis morfologisk variation hos G. galloti. Farver og mønstre varierer fra sted til sted på øen. Ungernes mønstre og farver ser tillige anderledes ud end hos de voksne. Det var en fornøjelse at se G. galloti i forskellige “udgaver”.

Arten findes næsten overalt på øen – fra kysten op til 3.000 meters højde på Tenerifes højeste vulkan, Teide (3.718 m). Øens afvekslende landskaber, klimatiske forhold og levevilkår må virkelig udfordre populationerne på helt forskellige måder. Hvis man undersøgte det ville man måske finde betydelige forskelle i fænologi (aktiviteter ift. årsrytme), fødevalg mm., imellem populationer.

Foreløbig kunne vi nyde at iagttage firbenene på nogle af de vidt forskellige levesteder, hvor de åbenbart indfinder sig lige godt.

Levested i halvørken ved kysten (G. g. galloti)

Vores første møde med G. galloti var ved kysten, i Malpaís de Güimar – et af de helt få områder, hvor lavlandets særlige sukkulent-halvørken er bevaret i naturlig tilstand. Lavlandets halvørken er hjemsted for unikke plantesamfund og stor biologisk mangfoldighed.

Vegetationen er besynderligt fremmedartet. Først gik vi langs havet, og så vandrede vi ind i sukkulenternes verden i halvørkenen bag kysten.

Her befinder vi os i et forunderligt landskab i pastelfarver og technicolor. Vi er omgivet af meterhøje kaktuslignende planter – Euphorbia canariensis. De skyder op som blege gullige og grågrønne skulpturer mellem blokke af størknet lava i lilla og sort. Jorden er tør og okkerfarvet. Vejret er som en sommerdag.

Et firben afslører sin tilstedeværelse med en hurtig bevægelse, da vi nærmer os en knudret lavaklippe. Nogle meter foran os ser vi et eksemplar af underarten G. g. galloti. Så én mere, og pludselig en hel koloni. Både unger og voksne er aktive i det lave sollys sidst på eftermiddagen.

Ved at bevæge sig rundt forskellige steder på deres hjemmebane, styrer firbenene aktivt deres kropstemperatur. De er vekselvarme. Biotopen består af dels af skyggegivende buske, og dels af soleksponerede klipper. Det ser ud til at Gallotia galloti på denne måde holder en kropstemperatur på 33,5 °C. På denne februardag var firbenene aktive ved en skyggetemperatur på ca. 20 °C, svag vind, og solskin. Det er i øvrigt normalt vintervejr i lavlandet.

Når frugter fra buske og træer er til stede i habitatet, udgør de en betydelig del af firbenenes føde. Selv i det tørre lavland kan firbenene finde frugter året rundt, viser undersøgelser. De æder i øvrigt en del myrer i de mest tørre og varme sommermåneder.

Ungerne er godt camouflerede.

Levested på højslette (G. g. galloti)

Den næste firbenlokalitet vi besøger er meget anderledes end den første. Denne gang finder vi vores små venner i 2.360 meters højde, på en gold og forblæst højslette.

Vi er i færd med at krydse et bizart landskab; højsletten er et krater på mere end 10 km i diameter, omkranset af en forrevet bjergkant. Dets bund er et landskab i sig selv, med bakker, slugter, slagger og grus. Klimaet er råt, og med udtørrende sol og vind. Der er nattefrost om vinteren, og nogle gange sne. På denne vinterdag måler vi dog en usædvanlig høj temperatur for stedet: 15 °C i skyggen.

Alt her ligner et bombardament. Sammenkogt af vulkansk vrede. Det hele kunne være en kulisse til en science fiction film om mærkelige firben på fremmede planeter, men den er god nok – vi er på Jorden. Det sidste må jeg minde mig selv om mens vi krydser over kraterbunden.

Midt i dette naturens raserianfald, står en fredsommelig klynge af blomster på et lille klippefremspring. Hele 2 meter høje er de. Visne, fra sidste år – men alligevel et tegn på liv. Blomsten kaldes juvel-slangehoved (Echium wildpretii), og er knyttet til dette krater og enkelte lignende voksesteder på de Kanariske Øer.

Mens vi ser på blomsterne får vi øje på noget andet – noget sprællevende: et firben. Vi går lidt rundt på det lille klippefremspring, og snart ser vi igen at stenblokkene huser en koloni af G. g. galloti.

Her midt i månelandskabet bor de. Al ære til firbenene.

Levested i palmeskov (G. g. galloti)

Nogle dage senere, stadig i begyndelsen af februar, befinder vi os i Tenobjergene. Vi går vi på en stejl skråning i en højde af 650 meter, hvor temperaturen er omkring 20 °C. Vi vandrer gennem (semi-)naturlige bevoksninger af fønikspalmer (Phoenix canariensis), som planter sig langs nogle små vandløb, der risler ned ad bjerget.

På tørre steder, hvor græsser og sukkulenter dominerer, ser vi mange G. g. galloti. Jeg forestiller mig at palmernes frugter er gode for firbenene.

Levested på en øde ø (G. g. insulanagae)

En underart, som vi af praktiske grunde ikke havde mulighed for at se, er G. g. insulanagae. Som navnet antyder er dens eneste levested en lille klippeø ved navn Roques de Anaga.

Biotopen minder faktisk en del om levestedet for G. intermedia; sparsomt bevoksede stejle klipper ud til havet, men her er vi på den modsatte side, ved Tenerifes nordligste punkt.

Det nærmeste vi kunne komme var denne udsigt.

Levested i Anagabjergene (G. g. eisentrauti)

Den sidste lokalitet vi skal besøge er helt anderledes end de to foregående. Her i de fugtige Anagabjerge veksler bregnekrat med laurbærskov og trælyng. I en højde af 600-1.200 meter, hersker et fugtigt klima. Temperaturen her er moderat året rundt.

Firbenene afhænger af sollys for at regulere deres kropstemperatur og overleve. De trives derfor på steder, hvor solen bager. Derfor var vi interesserede i at undersøge, hvilke typer af habitater, som G. g. eisentrauti bruger i den fugtige, skyggefulde laurbærskov.

Ikke overraskende fandt vi firbenene på klipperafsatser, der var store nok til at skabe et varmt mikroklima, med overflader uden tæt vegetation.

Alligevel synes jeg det var overraskende at vi fandt så mange små populationer. Faktisk fandt vi grupper af G. g. eisentrauti på samtlige af de klippepartier, vi undersøgte langs en vej midt i Anagabjergene.

Hist og her i de fugtige skove findes sådan nogle klippefremspring, hvor regnen nemt løber af, og hvor solen hurtigt kan få magt i klart vejr. I den fugtige klimazone lever hver population i små afgrænsede verdener.

Det var så lidt billeder af biotoper for G. intermedia og underarter af G. galloti på Tenerife.

Det er nogle dejlige øgler, og som videre læsning vil jeg gerne anbefale artiklerne fra min liste herunder.

Litteratur

Barahona, F.; Mateo, J. A.; García-Márquez, M. & López-Jurado, L. F. (2000).
Endemism, gigantism and extinction in island lizards: the genus Gallotia on the Canary Islands.
J. Zool., 250(3): 373-388.

Maca-Meyer, N.; Carranza, S.; Rando, J. C.; Arnold E. N. & Cabrera, V. M. (2003).
Status and relationships of the extinct giant Canary Island lizard Gallotia goliath (Reptilia: Lacertidae), assessed using ancient mtDNA from its mummified remains.
Biol. J. Linn. Soc., 80(4): 659-670.

Hernández E.; Nogales M. & Martín, A. (2000).
Discovery of a New Lizard in the Canary Islands, with a Multivariate Analysis of Gallotia (Reptilia: Lacertidae).
Herpetologica, 56(1): 63-76.

Borja, M. (1985).
Spatial and temporal behaviour of Gallotia galloti in a natural population of Tenerife.
Bonn. zool. Beitr., 36(3/4): 514-552.

Rodríguez, A.; Nogales, M.; Rumeu, B. & Rodríguez, B. (2008).
Temporal and Spatial Variation in the Diet of the Endemic Lizard Gallotia galloti in an Insular Mediterranean Scrubland.
Journal of Herpetology, 42(2): 213-222.

Thorpe, R. S. & Brown, R. P. (1989).
Microgeographic variation in the colour pattern of the lizard Gallotia galloti within the island of Tenerife: distribution, pattern and hypothesis testing.
Biol. J. Linn. Soc., 38: 303-322.

Tenerife: del 2

Det var en mørk aften i februar. Luften var næsten tropisk, og strømmede behageligt ind af de åbne vinduer i bilen, mens vi zig-zaggede op ad en nordvendt skråning mod en stejl, slumrende vulkan – Teide, på øen Tenerife.

Min datter og mig havde en opgave foran os. Målet for aftenen var sat højt; at finde en særlig slags valseskink (Chalcides viridanus), som lever en temmelig skjult tilværelse på denne ø. Denne skink findes ikke andre steder i verden, bortset fra øerne La Gomera og El Hierro. Det er en kortbenet øgle med slangeagtig krop.

Opgaven virkede ret håbløs – som at finde en nål i en høstak. Vi havde ingen spor at gå efter. Alligevel var spændingen på sit højeste, da vi kørte ud i mørket. Da vi var nået godt et stykke op mod vulkanens nordside, til et sted med afvekslende vegetation, hoppede vi ud af bilen for at tage bestik af omgivelserne. Vi befandt os 575 meter over Atlanterhavets sorte, måneskinsglimtende overflade, der kunne ses længere nede i den retning, vi kom fra. Skråningen var bevokset med bregner og brombærranker.

At finde krybdyr i naturen kan være et hårdt arbejde. Som regel skal rigtig mange sten og klippestykker vendes om, før man er heldig at støde på noget af det, man leder efter. Inden for lommelygternes rækkevidde kunne vi kun se nogle få sten. Den første sten blev vendt om. Der var ingenting at se under den. Og sådan kan man ofte vende hundredevis af sten uden at finde noget. Nå, men man skal jo starte et sted. Og vi var foreløbig nået til sten nummer to. Vi vendte den om for at se om der var noget. Ved første øjekast så vi kun det tørre grus under stenen. Men ved nærmere eftersyn opdagede vi at en besynderlig mørk spids stak op af gruset. Det lignede sandelig en slags halespids – og det viste sig minsandten at halens ejer lå nedgravet i gruset, lige til at tage op med et løst greb om kroppen. Det var en Skink!

For at dokumentere fundet ville vi gerne fotografere øglen. Men den var ikke så glad for vores forstyrrende natterenderi. Nu så den sit snit til, i skæret af lommelygternes lys, at flintre direkte mod det filtrede brombærkrat. Hvis den nåede til krattet før os, ville vi aldrig få den at se igen. Med nogle desperate krumspring fik vi afspærret flugtvejen i sidste øjeblik. Nu kunne vi i ro og mag sætte øglen ned i en beholder, hvortil vi indsamlede noget luksuriøst blødt grus som soveplads til dyret, samt visne blade i eksklusiv kvalitet, indtil vi satte øglen ud under samme sten igen næste morgen, efter fotografering i dagslys.