Kæmpefirben og deres levesteder på Tenerife

Tenerife: del 4

Mange arter af dyr og planter på de Kanariske Øer er endemiske – det er arter, der ikke findes andre steder i verden. Livet har udviklet sig i aparte retninger på den afsondrede øgruppe vest for Afrika.

Her skal det handle om Tenerifes firben og deres overraskende forskelligartede levesteder. Min familie og mig lavede i vinteren 2013 en naturhistorisk ekskursion til Tenerife. Børn og voksne var opsatte på at finde krybdyr – særligt de kanariske firben.

Firbenene på de Kanariske Øer tilhører alle den samme slægt, Gallotia. Det er øgruppens særegne slægt. Gallotia-arterne er “opvokset” på en evolutionær rystetur af vulkanudbrud og nyskabte, uforudsigelige landskaber. Her opstod unikke økosystemer. I løbet af nogle millioner år har firbenene koloniseret stort set alle slags levesteder på de Kanariske Øer. Nogle af arterne har udviklet sig imod kæmpevækst på grund af nogle særlige omstændigheder, man finder på isolerede øer.

Gallotia galloti

Gallotia-slægtens udbredelse

Først en kort intro om slægten Gallotia. Her vil jeg vise nogle noter fra turens rejsedagbog, som viser firbenenes udbredelse (efter Maca-Meyer et al., 2003). Slægten er opstået på de ældste, østlige øer. Og så har de erobret øerne fra øst mod vest, efterhånden som øerne skød op af havet.

Gallotia-arterne kan groft sagt inddeles i hhv. små og store arter, og de fleste af øerne har én af hver.

Gallotia galloti distribution range

Tenerifes firben

Med en længde på omkring 1 meter var kæmpefirbenet Gallotia goliath den største af Tenerifes øgler. Arten er desværre uddød, som man også kan se på kortet.

På øen lever fortsat to beslægtede arter – et stort firben (Gallotia intermedia) og et mindre (Gallotia galloti). Den sidstnævnte er på Tenerife inddelt i tre underarter; en sydlig (G. g. galloti), en nordlig (G. g. eisentrauti), og en tredje (G. g. insulanagae), der lever på en klippeø ud for nordkysten.

Vi rejste på kryds og tværs af øen – op og ned gennem bjergenes bioklimatiske zoner. Her så vi at Gallotia galloti har tilpasset sig meget uensartede landskaber.

Gallotia intermedia

Det fantastiske ved G. intermedia er, at det er et ordentligt lokum af et firben. En gevaldig øgle, der først er opdaget så sent som i 1996. Det er ikke hverdagskost at nye arter af krybdyr bliver opdaget. Fundet af “fortidsuhyret” blev beskrevet i tidsskriftet Herpetologica.

På vores Tenerife-rejse så vi den ikke. Den er yderst sjælden. Som de eneste steder i verden lever den på vulkanen Guaza, og på nogle utilgængelige, flere hundrede meter høje klipper på en 9 km lang strækning af kysten ved Tenobjergene.

Her må vi nøjes med et foto af øglens hjemsted – kystklipperne ved Teno. Vi tog dette billede fra en båd, nogle hundrede meter væk fra land. Et eller andet sted på billedet sidder der nok en G. intermedia og griner af øglejægerne.

Teno Gallotia intermedia

Der hviler ellers en lidt alvorstung historie over G. intermedia. Da arten blev opdaget i 1996 var det måske i sidste øjeblik. Populationerne er små og spredte. De har længe været i tilbagegang, bl.a. fordi nye fjender som huskatte og rotter er indført til Tenerife med menneskets ankomst til øen. Arten er nu på IUCNs rødliste i kategorien “kritisk truet”, hvilket vil sige at den lever op til et deprimerende kriterium; den er i stor risiko for at forsvinde fra naturen i nær fremtid. Der er i alt ca. 600 individer tilbage i naturen.

Men der er et lyspunkt i historien om det nyligt opdukkede væsen. Takket være aktiv naturbeskyttelse er nogle af farerne kommet under kontrol. IUCNs population trend for G. intermedia er nu med pil op. Det går altså foreløbig langsomt fremad.

Gallotia galloti

Arten G. galloti er et herligt firben. De store kæber og det brede “varanagtige” hoved giver den et lusket udseende. Især hannerne er prægtige; kroppen er mørk, og farvelagt med anstrøg af nydelige aftegninger i gult, blåt og grønt.

Gallotia galloti

Foto: Jörg Hempel

Undersøiske vulkaner har skabt Tenerife i flere etaper. Anagabjergene er den ældste del af øen. Dens omskiftelige geologiske historie og klimatiske zoner har bevirket en vis morfologisk variation hos G. galloti. Farver og mønstre varierer fra sted til sted på øen. Ungernes mønstre og farver ser tillige anderledes ud end hos de voksne. Det var en fornøjelse at se G. galloti i forskellige “udgaver”.

Arten findes næsten overalt på øen – fra kysten op til 3.000 meters højde på Tenerifes højeste vulkan, Teide (3.718 m). Øens afvekslende landskaber, klimatiske forhold og levevilkår må virkelig udfordre populationerne på helt forskellige måder. Hvis man undersøgte det ville man måske finde betydelige forskelle i fænologi (aktiviteter ift. årsrytme), fødevalg mm., imellem populationer.

Foreløbig kunne vi nyde at iagttage firbenene på nogle af de vidt forskellige levesteder, hvor de åbenbart indfinder sig lige godt.

Levested i halvørken ved kysten (G. g. galloti)

Vores første møde med G. galloti var ved kysten, i Malpaís de Güimar – et af de helt få områder, hvor lavlandets særlige sukkulent-halvørken er bevaret i naturlig tilstand. Lavlandets halvørken er hjemsted for unikke plantesamfund og stor biologisk mangfoldighed.

Vegetationen er besynderligt fremmedartet. Først gik vi langs havet, og så vandrede vi ind i sukkulenternes verden i halvørkenen bag kysten.

Euphorbia canariensis Malpais de Güimar

Her befinder vi os i et forunderligt landskab i pastelfarver og technicolor. Vi er omgivet af meterhøje kaktuslignende planter – Euphorbia canariensis. De skyder op som blege gullige og grågrønne skulpturer mellem blokke af størknet lava i lilla og sort. Jorden er tør og okkerfarvet. Vejret er som en sommerdag.

Euphorbia canariensis

Et firben afslører sin tilstedeværelse med en hurtig bevægelse, da vi nærmer os en knudret lavaklippe. Nogle meter foran os ser vi et eksemplar af underarten G. g. galloti. Så én mere, og pludselig en hel koloni. Både unger og voksne er aktive i det lave sollys sidst på eftermiddagen.

Ved at bevæge sig rundt forskellige steder på deres hjemmebane, styrer firbenene aktivt deres kropstemperatur. De er vekselvarme. Biotopen består af dels af skyggegivende buske, og dels af soleksponerede klipper. Det ser ud til at Gallotia galloti på denne måde holder en kropstemperatur på 33,5 °C. På denne februardag var firbenene aktive ved en skyggetemperatur på ca. 20 °C, svag vind, og solskin. Det er i øvrigt normalt vintervejr i lavlandet.

Gallotia galloti Malpaís de Güimar

Når frugter fra buske og træer er til stede i habitatet, udgør de en betydelig del af firbenenes føde. Selv i det tørre lavland kan firbenene finde frugter året rundt, viser undersøgelser. De æder i øvrigt en del myrer i de mest tørre og varme sommermåneder.

Ungerne er godt camouflerede.

Gallotia galloti Malpais de Güimar

Levested på højslette (G. g. galloti)

Den næste firbenlokalitet vi besøger er meget anderledes end den første. Denne gang finder vi vores små venner i 2.360 meters højde, på en gold og forblæst højslette.

Vi er i færd med at krydse et bizart landskab; højsletten er et krater på mere end 10 km i diameter, omkranset af en forrevet bjergkant. Dets bund er et landskab i sig selv, med bakker, slugter, slagger og grus. Klimaet er råt, og med udtørrende sol og vind. Der er nattefrost om vinteren, og nogle gange sne. På denne vinterdag måler vi dog en usædvanlig høj temperatur for stedet: 15 °C i skyggen.

Canary Island Lizard

Alt her ligner et bombardament. Sammenkogt af vulkansk vrede. Det hele kunne være en kulisse til en science fiction film om mærkelige firben på fremmede planeter, men den er god nok – vi er på Jorden. Det sidste må jeg minde mig selv om mens vi krydser over kraterbunden.

Midt i dette naturens raserianfald, står en fredsommelig klynge af blomster på et lille klippefremspring. Hele 2 meter høje er de. Visne, fra sidste år – men alligevel et tegn på liv. Blomsten kaldes juvel-slangehoved (Echium wildpretii), og er knyttet til dette krater og enkelte lignende voksesteder på de Kanariske Øer.

Echium wildpretii

Mens vi ser på blomsterne får vi øje på noget andet – noget sprællevende: et firben. Vi går lidt rundt på det lille klippefremspring, og snart ser vi igen at stenblokkene huser en koloni af G. g. galloti.

Her midt i månelandskabet bor de. Al ære til firbenene.

Gallotia galloti Las Canadas

Levested i palmeskov (G. g. galloti)

Nogle dage senere, stadig i begyndelsen af februar, befinder vi os i Tenobjergene. Vi går vi på en stejl skråning i en højde af 650 meter, hvor temperaturen er omkring 20 °C. Vi vandrer gennem (semi-)naturlige bevoksninger af fønikspalmer (Phoenix canariensis), som planter sig langs nogle små vandløb, der risler ned ad bjerget.

Phoenix canariensis Teno Tenerife

På tørre steder, hvor græsser og sukkulenter dominerer, ser vi mange G. g. galloti. Jeg forestiller mig at palmernes frugter er gode for firbenene.

Teno Gallotia galloti

Levested på en øde ø (G. g. insulanagae)

En underart, som vi af praktiske grunde ikke havde mulighed for at se, er G. g. insulanagae. Som navnet antyder er dens eneste levested en lille klippeø ved navn Roques de Anaga.

Biotopen minder faktisk en del om levestedet for G. intermedia; sparsomt bevoksede stejle klipper ud til havet, men her er vi på den modsatte side, ved Tenerifes nordligste punkt.

Det nærmeste vi kunne komme var denne udsigt.

Gallotia galloti insulanagae Roques de Anaga

Levested i Anagabjergene (G. g. eisentrauti)

Den sidste lokalitet vi skal besøge er helt anderledes end de to foregående. Her i de fugtige Anagabjerge veksler bregnekrat med laurbærskov og trælyng. I en højde af 600-1.200 meter, hersker et fugtigt klima. Temperaturen her er moderat året rundt.

Firbenene afhænger af sollys for at regulere deres kropstemperatur og overleve. De trives derfor på steder, hvor solen bager. Derfor var vi interesserede i at undersøge, hvilke typer af habitater, som G. g. eisentrauti bruger i den fugtige, skyggefulde laurbærskov.

Ikke overraskende fandt vi firbenene på klipperafsatser, der var store nok til at skabe et varmt mikroklima, med overflader uden tæt vegetation.

eisentrauti Anaga Tenerife

Alligevel synes jeg det var overraskende at vi fandt så mange små populationer. Faktisk fandt vi grupper af G. g. eisentrauti på samtlige af de klippepartier, vi undersøgte langs en vej midt i Anagabjergene.

Gallotia galloti eisentrauti Anaga Tenerife

Hist og her i de fugtige skove findes sådan nogle klippefremspring, hvor regnen nemt løber af, og hvor solen hurtigt kan få magt i klart vejr. I den fugtige klimazone lever hver population i små afgrænsede verdener.

eisentrauti Anaga Tenerife

Det var så lidt billeder af biotoper for G. intermedia og underarter af G. galloti på Tenerife.

Det er nogle dejlige øgler, og som videre læsning vil jeg gerne anbefale artiklerne fra min liste herunder.

Litteratur

Barahona, F.; Mateo, J. A.; García-Márquez, M. & López-Jurado, L. F. (2000).
Endemism, gigantism and extinction in island lizards: the genus Gallotia on the Canary Islands.
J. Zool., 250(3): 373-388.

Maca-Meyer, N.; Carranza, S.; Rando, J. C.; Arnold E. N. & Cabrera, V. M. (2003).
Status and relationships of the extinct giant Canary Island lizard Gallotia goliath (Reptilia: Lacertidae), assessed using ancient mtDNA from its mummified remains.
Biol. J. Linn. Soc., 80(4): 659-670.

Hernández E.; Nogales M. & Martín, A. (2000).
Discovery of a New Lizard in the Canary Islands, with a Multivariate Analysis of Gallotia (Reptilia: Lacertidae).
Herpetologica, 56(1): 63-76.

Borja, M. (1985).
Spatial and temporal behaviour of Gallotia galloti in a natural population of Tenerife.
Bonn. zool. Beitr., 36(3/4): 514-552.

Rodríguez, A.; Nogales, M.; Rumeu, B. & Rodríguez, B. (2008).
Temporal and Spatial Variation in the Diet of the Endemic Lizard Gallotia galloti in an Insular Mediterranean Scrubland.
Journal of Herpetology, 42(2): 213-222.

Thorpe, R. S. & Brown, R. P. (1989).
Microgeographic variation in the colour pattern of the lizard Gallotia galloti within the island of Tenerife: distribution, pattern and hypothesis testing.
Biol. J. Linn. Soc., 38: 303-322.