Tenerife: del 5

Fyrretræer på de Kanariske Øer kan blive store – rigtig store. Kanarisk fyr (Pinus canariensis) er ikke alene øgruppens største træ, men også blandt de største fyrrearter i Den Gamle Verden.

Dets nåle er usædvanlig lange; 30 cm. De hænger fra kvistene i bløde buer, og deres elegance overslører træets råstyrke, dets muskuløse sidegrene, som udgår fra den svære stamme. Det er et flot træ.

Unge træer har opret, pyramidal vækst, mens de ældre gerne har udspredende eller tårnformet vækst.

Kanarisk fyr er skovdannende i en højde af 800-2.200 meter, oppe i skylaget på de Kanariske Øer. Den er endemisk for øgruppen. Dens levested i skylaget er – paradoksalt nok, temmelig regnfattigt, men træerne skaffer selv noget af det vand, de har brug for. Små vanddråber hænger fra nålene. Træerne fanger vandet, når skyerne driver gennem skoven.

Nogle få ensomme, hårdføre træer fandt vi i større højde.

Det største træ

Sidste vinter besøgte min familie og jeg det største eksemplar, der findes. Træet vokser midt i fyrretræernes zone på en bjergskråning i 1.490 meters højde på Tenerife. Det er et gammelt træ, som får mennesker til at ligne myrer.

Hvor stort er træet så?
Højden er 45,1 meter. Stammens omkreds er 9,4 meter.

Træet er således et stykke højere end Rundetaarn, for nu at bruge et lokalt, lidt forslidt, målestoksforhold. De lange nåle kan på afstand få træet til at se mindre ud, end det faktisk er.

Vores skovtur over skyerne

Det var sjovt at se det største træ, men mindst lige så interessant at besøge skoven, og at se dette særegne økosystem. På nogle dage så vi et tæt lag af skyer, som befandt sig under os, mens bæltet af fyrreskov var badet i sol. Det perfekte vejr til skovtur i et par kilometers højde.

Skoven er meget ensartet, med et næsten “syntetisk” udseende. Fyrretræerne ser næsten malplacerede ud, for de vokser i et højst usædvanligt miljø. Kanarisk fyr trives på størknet lava, hvor jeg ikke så egentlig muldjord.

Skoven er artsfattig, og bunden er ofte rungende tom for vegetation. Nådesløse vulkanudbrud har i denne højde på Tenerife skabt en mosaik af fyrreskov og blokmark.

Mange steder brænder skoven igen og igen. Ild er en naturlig del af økosystemet. De visne nåle i skovbunden antændes let. Det er tydeligt at fyrretræerne på masochistisk vis er tilpasset et infernalsk levested, hvor de bliver flamberet med jævne mellemrum. Når røgen har lagt sig, og træet har sundet sig lidt, så vokser nye skud frem fra den brændte stamme, som overlever høje temperaturer.

Af og til ser vi dog frodigt voksende underskov. Der, hvor der er nok af lys, vand og næring, kan vi bl.a. se vilde margueritter. Den – måske – mest småborgerlige plante fra de københavnske altankasser, findes faktisk et sted ude i “virkeligheden”. På Tenerife må man tilgive margueritten for sin åndløshed, når man ser dens hvide blomster lyse op mellem fyrreskovens stenblokke. Her i bjergene er den sprød og sjælfuld, langt væk fra blomsterkasser og beplantede cementkummer.

Marguerit-slægten (Argyranthemum) er endemisk for de Kanariske Øer – alle margueritter stammer herfra. På billedet fra vores skovtur er det Argyranthemum gracile, som kun findes på Tenerife.

På grænsen til fyrreskoven ser vi et andet botanisk koriosum: Sonchus canariensis, en stor art svinemælk. Hjemme i København vokser små arter af svinemælk hist og her langs fortovets fliser på gaden som små, tjavsede ukrudtsplanter. Her i skoven, hvor vi er på udkig efter sjove planter og dyr, er den mere iøjnefaldende. Den ser ærlig talt lidt mærkelig ud; 2-3 meter høj med ranglede grene, der i toppen ser ud som om, de pyntet med rosetter af mælkebøtter. I mere fugtig skov finder vi i øvrigt Sonchus congestus, som der findes et billede af her.

Heroppe i fyrreskoven er klimaet middelhavsagtigt; subtropisk med vinterregn. I februar starter blomstringen hos forskellige arter af Asphodelus.

Mens vi ser os omkring i skoven hører vi nogle fugle oppe i trækronerne. De virker sky, og er ikke lette at fotografere. Det viser sig at være Tenerifes blå bogfinke (Fringilla teydea ssp. teydea). Underartens eneste levested er Tenerife, hvor fyrreskoven er dens tilholdssted. Dens næb er kraftigere end andre bogfinkers, og den lever primært af fyrretræernes frø.

Skovens nedre skråninger møder lavlandets vegetation, som her består af sukkulenter og buske.

Her, i udkanten af skoven, mod det åbne land, ser vi flere fugle. En berberhøne sonderer terrænet. Det er den kanariske underart (Alectoris barbara ssp. koenigi).

En kanarisk tårnfalk lurer fra sin udkigspost. Underarten kaldes Falco tinnunculus ssp. canariensis.

Mørket falder på. På vej gennem skoven i den milde vinteraften hører vi af og til lyden af insekter. Det er fårekyllingernes (Gryllus sp.) enstonede strygeorkester.