Firben i fjeldet

Norge: del 1

Ville du forvente at finde firben her i de sneklædte bjerge? Selvfølgelig! For skovfirbenet (Zootoca vivipara) trives højt oppe i Norges fjelde. Selvom der er sne over alt, så er det forår. Ganske vist grænser vilkårene her i bjergene til det umulige for vekselvarme krybdyr, som er afhængige af den varme, de kan få fra solen og fra deres omgivelser. Men skovfirbenet har den nordligste geografiske udbredelse af alle firben. Denne muntre lille øgle er krybdyrenes standhaftige repræsentant i udkanten af Eurasiens tempererede klimabælte. Her vil vi se nærmere på dens levesteder på to forskellige årstider (april og juli) langt inde i de norske fjelde vest for Hallingdal.

Pinus sylvestris

April

Sneen knirker under skiene, og søen er isdækket i Rukkedalen i 840 meters højde. Ude på søen sidder nogle fiskere ved isens huller. Selv stryger jeg af sted inde langs med søbredden. Netop her kommer skovfirbenet frem efter mere end et halvt års dvale.

 

Firben i dvale

Hvert enkelt skovfirben har sine faste skjulesteder, og nogle særlige pladser til solbadning. På den sydvendte og soleksponerede skråning ud mod søen, kan firbenene finde sådanne steder med direkte sol. De lever omkring nogle klippestykker, der rager op over sneen og den lave vegetation af lyng og dværgbuske.

Zootoca vivipara habitat

Skovfirbenene er dygtige til at regulere deres kropstemperatur. De placerer sig i en god vinkel i forhold til indstrålingen, og suger varmen til sig. Selv i denne isørken omkring den frosne sø, er deres kropstemperatur langt højere end omgivelsernes. En undersøgelse har vist at selv i de koldeste områder af firbenets udbredelse – som her i fjeldet, kan firbenet i sommermånederne holde en kropstemperatur på 26-33 grader i cirka syv timer hver dag i gennemsnit.

Firben

Sådan får firbenet gang i systemet efter den langvarige dvale. Der er meget de skal nå i løbet af den korte sommer. Hannerne er de første, som kommer frem og solbader efter dvalen. Parringen finder sted et par uger efter, så snart hunnerne er kommet frem efter dvalen.

Efter et par timer i selskab med skovfirben, vender jeg skiene mod bjerghytten, og sender en venlig tanke til de små øgler, som også må finde ly for den iskolde nat. Samme år venter en hyggelig firben-oplevelse i juli.

Juli

Da det bliver sommer tilbringer min familie og jeg igen nogle dage ved den gode bjerghytte. Vi besøger firben-lokaliteten nede i dalen i 840 meters højde. Isen og sneen er væk, og har blotlagt et stort sumpet område med småøer tørre græstuer. Firbenene har nok spredt sig ud i dette sommerlige landskab, for ved en eftersøgning langs med søen finder vi ikke et eneste firben. Til gengæld ser vi et større dyr, som vidner om skovens ligger lige under fjeldets alpine verden.

Rensdyr

Fra bjerghytten går vi ud på en vandretur, op mod højfjeldet. Længere oppe ad bjergsiderne åbner skoven sig for grønne sætere, og man følger hyrdestierne på kryds og tværs af fugtige græsenge, aldrig tørskoet, men altid beriget med opløftende udsigter.

 

Udsigt

Skoven bliver stadigt lavere, og horisonterne bredere efterhånden som turen fortsætter opad. Hundrede-årige fyrretræer vrider sig op fra klippegrunden, knudrede og lave. Grantræernes silhuetter er nålespidse, smalle som cypresser. Det er karakteristisk for den særlige type rødgran (Picea abies), man finder nær trægrænsen i Skandinavien og Sibirien.

Picea abies

Vi nærmer os højfjeldet. Rødgran og skovfyr er nu reduceret til forkomne skabninger, plaget af kulde og elendighed. Overalt vokser den særlige fjeldbirk, som danner kratskov ved trægrænsen i Sydgrønland, Skandinavien og Sibirien. Som regel kryber fjeldbirken underdanigt, men sine steder har enkelte træer dødsforagt nok til at vokse rankt og opret. Straffen for dette vovemod er hård. Før eller siden bliver stammen bukket sammen af vintrenes tunge snedriver, og træet rejser sig aldrig op igen.

Fjeldbirk

Til sidst når vi op til de alpine områder, hvor vegetationen ligner den, man kan finde i Grønland. Vi holder pause ved en sø i 1.080 meters højde.

Smådyrene

Pludselig er der noget, der pusler i en tue på toppen af en stor sten. Et firben! Wow, tænkt at de findes helt heroppe. Det er en drægtig hun.

Zootoca vivipara

Midt i den kummerlige alpine ødemark lever firbene altså. Det er et ekstremt levested i subarktisk klima, hvor frost kan forekomme på alle tider af året, og den varmeste måned er i gennemsnit cirka 11 °C. Hunnerne er levendefødende. I visse sydlige populationer lægger hunnerne æg, men heroppe nordpå føder hunnen de færdigudviklede unger. Det er en tilpasning til køligt klima, at moderen selv ”udruger” ungerne. Imponerende at skovfirbenet kan overleve og yngle her.

Det gode firben virker ret uanfægtet af vores tilstedeværelse, og har travlt med at solbade på toppen af sin sten. Ungerne skal have varme – koste hvad det vil.

Zootoca vivipara

Verdens nordligste paddeart

Skovfirbenet er ikke det eneste herpetologiske indslag i højfjeldet. Her i det subarktiske område lever også butsnudet frø (Rana temporaria), den nordligste af alle padder.

Vandfald

På en af vores vandreture kommer vi forbi et vandfald i skoven, i ca. 950 meters højde. Fra vandfaldet udgår en del mindre bække, som strømmer mod dalen. Midt ude i et af de små vandløb ser vi en butsnudet frø.

Rana temporaria subarctic

Længere oppe, i en højtliggende dal (ca. 1.050 m.o.h.) finder vi haletudser af samme art. Her midt i juli måned har haletudserne fået flotte bagben. Der er rigtig mange haletudser, og de flokkes på det lave vand, hvor de græsser på alger og dødt plantemateriale. De kan akkurat nå at forvandles til voksne frøer inden søerne begynder at fryse tidligt om efteråret.

Den højtliggende dal er omgivet af række af lave bjergtoppe. På en vandretur derop ser vi ud over en del af Norges fjelde, og tager en anden vej ned igen, tilbage mod dalbunden. Før dalen kommer vi til en skrånende hylde med fugtig eng af græs og urter, i en højde af cirka 1.100 meter. Også her finder ser vi et voksent eksemplar af butsnudet frø. I juli måned kan der endnu ligge lidt sne, som man også kan se på billedet.

Rana temporaria

Snart efter begiver vi os ned i lavlandet, og sætter kursen mod syd til Oslofjorden.