De to palmearter Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti er to af de mest kuldetålende arter blandt palmer med fjersnitdelte blade. Blandt palmer med med vifteformede blade findes der som bekendt betydeligt mere kuldetålende arter, f.eks. i slægterne Chamaerops, Sabal og Trachycarpus.

Palmer med fjersnitdelte blade (“fjerpalmer”) er derfor i det ultimative grænseområde for mulig dyrkning i Nordeuropa. For at dyrkning af dem skal lykkes, kan det være godt at leve sig ind i hvilke klimabetingelser palmerne kommer fra i naturen.

Jubaea chilensis i København, 2007 (Botanisk Have). Palmen klarede sig ikke på friland, men hvis nogen fjerpalme har en chance for at vokse i Nordeuropa, så er denne art spidskandidat,  tæt forfulgt af Phoenix theophrasti.

De naturlige levesteder for Jubaea chilensis er nok de mest vinterkølige lokaliteter for vildtvoksende populationer af fjerpalmer overhovedet, og levestederne for Phoenix theophrasti hører bestemt også til blandt de mest vinterkølige. Vinteren hos begge disse palmer i naturen, er køligere end vintrene på levestederne for fjerpalmerne i slægten Butia sp. Det betyder i ikke nødvendigvis at Butia-arterne i praksis er meget mere sarte, blot at klimaet på deres voksesteder i teorien peger i den retning. Og som hovedregel er der tydelig sammenhæng mellem planternes temperaturtolerance og klimaet i det naturlige oprindelsesområde, selv om der selvfølgelig findes undtagelser, som kan skyldes variationer i klima og geografisk udbredelse i evolutionshistorisk tidsperspektiv.

Her vil jeg fokusere på de to førstnævnte arter, og deres klimabetingelser i naturen, som i sidste ende kan indikere palmernes marginale styrker og svagheder som dyrkede planter i Nordeuropa. Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti stammer begge fra subtropiske vinterregnsområder, dog fra hver sin ende af verden; Jubaea chilensis er kendt fra et område i det centrale Chile, mens Phoenix theophrasti er vildtvoksende enkelte steder i det østlige del af Middelhavsområdet, nok mest kendt fra lokaliteterne på øen Kreta.

Alligevel er der forskelle i de to arters naturlige klimaforhold – små, men betydelige forskelle. Ved at se på klimatal, der fortæller mere detaljeret om palmernes vilkår i naturen, kan man blive klogere på ( og overrasket over!) hvilke normaler og ekstremer de pågældende palmer gennemlever i naturen. Det er ikke altid let at finde klimatal, der stammer fra områder tæt på palmernes naturlige lokaliteter, men for arterne Jubaea chilensis og Phoenix theophrasti findes der faktisk brugbare tal fra temmelig nærliggende klimastationer med gode data, målt over lang tid.

Klimatal for byerne (1) Santiago, Chile og (2) Iraklio (Heraklion), Kreta fortæller lidt om to vigtige palmelokaliteter, nemlig hhv. (1) La Campana, Chile (Jubaea chilensis-lokalitet) og (2) Kretas nordkyst (Phoenix theophrasti-lokalitet). Klimatallene er nogenlunde repræsentative fordi de målingerne er foretaget kun 70-90 km fra palmelokaliteterne, og i samme højde – nemlig hhv. 475 meter (Santiago) og kystniveau (Iraklio/Heraklion). Palmelokaliteternes højde er hhv. cirka 500 meter (Jubaea chilensis) og kystniveau (Phoenix theophrasti).

Hvad viser tallene?

• Jubaea chilensis vokser generelt ved væsentligt lavere temperaturer året rundt end Phoenix theophrasti. Jubaea chilensis oplever om vinteren lavere normaltemperaturer end nogen anden fjerpalme i naturen – sandsynligvis også nogle af de laveste ekstremtemperaturer for fjerpalmer verden over.
• I habitatet for Jubaea chilensis kan lave temperaturer, endog nattefrost (!), forekomme i de fleste af årets måneder. I modsætning hertil er klimaet stort set frostfrit året rundt ved Kretas kyst, hvor Phoenix theophrasti vokser.
• Om sommeren oplever Jubaea chilensis i naturen samme eller lavere nattemperaturer end en Jubaea, der bliver dyrket i København eller Stavanger.
• Vinterens normaltemperaturer ved Jubaea chilensis-området er blandt de laveste vinter-normaltemperaturer for noget sted i verden, hvor der findes vildtvoksende palmer, herunder også viftepalmer. Dog er kulderekorderne ikke meget lave i området, hvor Jubaea chilensis findes. Faktisk er vinter-normaltemperaturen sammenlignelig med de køligste naturlige lokaliteter for Chamaerops humilis, og er kun en anelse varmere end vinter-normaltemperaturen på de køligste Trachycarpus takil-lokaliteter. Kulderekorderne er som sagt en anden sag –  Jubaea chilensis oplever mere moderate udsving fra normalerne i forhold til f.eks. Sabal og Trachycarpus.
• Phoenix theophrasti oplever heller ikke ekstreme kulderekorder – og kulderekorderne er varmere end hos Jubaea chilensis. Dog er levestederne for Phoenix theophrasti blandt de mest vinterkølige i forhold til andre naturlige Phoenix-habitater i verden. Som nævnt overgår Phoenix theophrasti også Butia sp. i denne henseende.

Jubaea-voksesteder med kølig sommer

Skønt nattemperaturen om sommeren i Santiago er næsten ens med nattemperaturen i København om sommeren, så er dagtemperaturen betydeligt varmere, som man kan se i klimatabellen for Santiago. Her bliver man som palmedyrker en smule skeptisk overfor potentialet for Jubaea chilensis som dyrket plante Nordeuropa, da man kunne få den mistanke at arten er afhængig af varme dagtemperaturer. Men der er trøst at finde, når man studerer sagen nærmere. Palmens afhængighed af varme dagtemperaturer er “en sandhed med modifikationer”. Arten findes på omtrent 12 lokaliteter i det centrale Chile mellem 31°S – 35°S, og klimaet varierer ganske vist kun en smule i forhold til Santiagos klima, da der mest er tale om lignende indlandsområder inden for forholdsvis kort afstand herfra. Men visse steder i udbredelsesområdet er sommertemperaturen forholdsvis lav, og helt sammenlignelig med temperaturen i København og andre steder i Nordeuropa.

Nogle få Jubaea chilensis-lokaliteter ligger tættere på Stillehavet, f.eks. nær havnebyen La Serena – og her er temperaturen i årets varmeste måned kun en anelse højere end f.eks. i København. Det skyldes Stillehavets udjævnende indflydelse på temperaturen. Tallene for La Serena er i den varmeste måned: 21,6°C (dag), 13,6°C (nat). I København (Lufthavnen) er tallene til sammenligning 20,4°C (dag), 12,9°C (nat). Vintertemperaturen på kystlokaliteterne er lunere end i Santiago, men hovedsagen er at der helt afgjort er et overlap mellem nordeuropæiske og chilenske kyst-sommertemperaturer i palmens naturlige komfort-zone.

Her har jeg lavet en oversigt, som viser at der findes et vist overlap i dag- og nattemperatur i årets varmeste måneder på hhv. kyst- og indlandslokalitet i Chile, sammenlignet med København.

Habitat-klima for Phoenix theophrasti vs Phoenix canariensis

På flere måder bekræfter klimatal fra Jubaea chilensis-oprindelseslandet, at denne art er overlegen i hårdførhed, set i forhold til Phoenix theophrasti.

Er Phoenix theophrasti overhovedet egnet til frilandsforsøg i Nordeuropa?

Det må først og fremmest komme an på forsøg udført i praksis. Helt håbløst er det ikke, for den almindelige kanariske fønixpalme (Phoenix canariensis) har vist sig at kunne dyrkes (omend foreløbig kun kortvarigt) i Norden. Dog kræver det overordentlig grundig vinterdækning og aktiv beskyttelse mod regn og sne, hvis det overhovedet skal lykkes den kanariske fønixpalme at overvintre. Måske er langsigtet dyrkning under den slags forhold mere realistisk med P. theophrasti.

I Danmark må man foreløbig se Phoenix theophrasti under glas – her i Hus 2 i Botanisk Have (Statens Naturhistoriske Museum).

Man kan sagtens forestille sig at Phoenix theophrasti er lidt mere kuldetålende end sin kanariske slægtning. Selv om vinteren ved Kretas kyst er lun og stort set frostfrit (jævnfør ovenstående), så er vinteren trods alt køligere her end på de Kanariske Øer, som er hjemstedet for fønixpalmen, Phoenix canariensis. Dette faktum taler for at Phoenix theophrasti har lidt mere at byde på i forhold til Phoenix canariensis, når det gælder kuldetolerance.

Det er bare at gå i gang, og prøve lykken.

Slægtningen P. canariensis kommer fra et næsten tropisk klima, og er nok mindre kuldetålende end P. theophrasti.

Click on the map to enlarge it.

I find that a distribution map of Trachycarpus is missing on the internet and in palm literature.
So, I made this map. Enjoy.

Among other things, the cold hardiness of the genus of Trachycarpus makes it an interesting genus of palms.

The natural distribution of the species exists within zones of subtropical mountain forest – from Indian Himalayas in west, to Southern China and Vietnam to the East.

Some species and forms are found by plant hunters in recent times. Undoubtedly, more species of Trachycarpus are hiding in that vast area, waiting to be discovered in the wilderness of the Himalayas and the Indochinese peninsula. Here, the biological diversity is high. Mountain ranges and weather systems meet in great complexity.

Klik på billedet for at gøre det større.

Jeg synes at der i bøger og på internettet mangler et kort over hørpalmers (Trachycarpus) udbredelse i naturen.

Hørpalmer er spændende, bl.a. fordi arterne er ret kuldetålende.

Deres udbredelse er spredt i en zone af subtropisk bjergskov – fra indisk Himalaya i vest, til Sydkina og Vietnam i øst.

Visse arter/former er fundet plantejægere i nyere tid. Området gemmer utvivlsomt på flere nye Trachycarpus-arter, som venter på at blive opdaget et sted ude i det uvejsomme terræn i Himalaya og Indokina. Her er den biologiske mangfoldighed stor. Bjergkæder og vejrsystemer mødes på kryds og tværs.

Tenerife: del 5

Fyrretræer på de Kanariske Øer kan blive store – rigtig store. Kanarisk fyr (Pinus canariensis) er ikke alene øgruppens største træ, men også blandt de største fyrrearter i Den Gamle Verden.

Dets nåle er usædvanlig lange; 30 cm. De hænger fra kvistene i bløde buer, og deres elegance overslører træets råstyrke, dets muskuløse sidegrene, som udgår fra den svære stamme. Det er et flot træ.

Unge træer har opret, pyramidal vækst, mens de ældre gerne har udspredende eller tårnformet vækst.

Kanarisk fyr er skovdannende i en højde af 800-2.200 meter, oppe i skylaget på de Kanariske Øer. Den er endemisk for øgruppen. Dens levested i skylaget er – paradoksalt nok, temmelig regnfattigt, men træerne skaffer selv noget af det vand, de har brug for. Små vanddråber hænger fra nålene. Træerne fanger vandet, når skyerne driver gennem skoven.

Nogle få ensomme, hårdføre træer fandt vi i større højde.

Det største træ

Sidste vinter besøgte min familie og jeg det største eksemplar, der findes. Træet vokser midt i fyrretræernes zone på en bjergskråning i 1.490 meters højde på Tenerife. Det er et gammelt træ, som får mennesker til at ligne myrer.

Hvor stort er træet så?
Højden er 45,1 meter. Stammens omkreds er 9,4 meter.

Træet er således et stykke højere end Rundetaarn, for nu at bruge et lokalt, lidt forslidt, målestoksforhold. De lange nåle kan på afstand få træet til at se mindre ud, end det faktisk er.

Vores skovtur over skyerne

Det var sjovt at se det største træ, men mindst lige så interessant at besøge skoven, og at se dette særegne økosystem. På nogle dage så vi et tæt lag af skyer, som befandt sig under os, mens bæltet af fyrreskov var badet i sol. Det perfekte vejr til skovtur i et par kilometers højde.

Skoven er meget ensartet, med et næsten “syntetisk” udseende. Fyrretræerne ser næsten malplacerede ud, for de vokser i et højst usædvanligt miljø. Kanarisk fyr trives på størknet lava, hvor jeg ikke så egentlig muldjord.

Skoven er artsfattig, og bunden er ofte rungende tom for vegetation. Nådesløse vulkanudbrud har i denne højde på Tenerife skabt en mosaik af fyrreskov og blokmark.

Mange steder brænder skoven igen og igen. Ild er en naturlig del af økosystemet. De visne nåle i skovbunden antændes let. Det er tydeligt at fyrretræerne på masochistisk vis er tilpasset et infernalsk levested, hvor de bliver flamberet med jævne mellemrum. Når røgen har lagt sig, og træet har sundet sig lidt, så vokser nye skud frem fra den brændte stamme, som overlever høje temperaturer.

Af og til ser vi dog frodigt voksende underskov. Der, hvor der er nok af lys, vand og næring, kan vi bl.a. se vilde margueritter. Den – måske – mest småborgerlige plante fra de københavnske altankasser, findes faktisk et sted ude i “virkeligheden”. På Tenerife må man tilgive margueritten for sin åndløshed, når man ser dens hvide blomster lyse op mellem fyrreskovens stenblokke. Her i bjergene er den sprød og sjælfuld, langt væk fra blomsterkasser og beplantede cementkummer.

Marguerit-slægten (Argyranthemum) er endemisk for de Kanariske Øer – alle margueritter stammer herfra. På billedet fra vores skovtur er det Argyranthemum gracile, som kun findes på Tenerife.

På grænsen til fyrreskoven ser vi et andet botanisk koriosum: Sonchus canariensis, en stor art svinemælk. Hjemme i København vokser små arter af svinemælk hist og her langs fortovets fliser på gaden som små, tjavsede ukrudtsplanter. Her i skoven, hvor vi er på udkig efter sjove planter og dyr, er den mere iøjnefaldende. Den ser ærlig talt lidt mærkelig ud; 2-3 meter høj med ranglede grene, der i toppen ser ud som om, de pyntet med rosetter af mælkebøtter. I mere fugtig skov finder vi i øvrigt Sonchus congestus, som der findes et billede af her.

Heroppe i fyrreskoven er klimaet middelhavsagtigt; subtropisk med vinterregn. I februar starter blomstringen hos forskellige arter af Asphodelus.

Mens vi ser os omkring i skoven hører vi nogle fugle oppe i trækronerne. De virker sky, og er ikke lette at fotografere. Det viser sig at være Tenerifes blå bogfinke (Fringilla teydea ssp. teydea). Underartens eneste levested er Tenerife, hvor fyrreskoven er dens tilholdssted. Dens næb er kraftigere end andre bogfinkers, og den lever primært af fyrretræernes frø.

Skovens nedre skråninger møder lavlandets vegetation, som her består af sukkulenter og buske.

Her, i udkanten af skoven, mod det åbne land, ser vi flere fugle. En berberhøne sonderer terrænet. Det er den kanariske underart (Alectoris barbara ssp. koenigi).

En kanarisk tårnfalk lurer fra sin udkigspost. Underarten kaldes Falco tinnunculus ssp. canariensis.

Mørket falder på. På vej gennem skoven i den milde vinteraften hører vi af og til lyden af insekter. Det er fårekyllingernes (Gryllus sp.) enstonede strygeorkester.

Tenerife: del 3

De Kanariske Øer sparker røv – set fra en naturhistorisk synsvinkel. Unikke dyre- og plantearter findes her, i serier af helt specielle naturtyper. Her skal det handle om en af dem; laurisilva, eller “laurbærskov”. Det er en særlig slags bjergskov, som er grøn året rundt i kraft af et fugtigt, konstant forårsagtigt klima.

Naturforskeren Alexander von Humboldt beskrev i 1799 Tenerifes klima- og vegetationsbælter på en ekspedition fra kysten til vulkanen Teide midt på øen. Hans opdagelser på øen var med til at lægge grunden til de biogeografiske videnskaber, der undersøger samspillet mellem topografi, klima, dyr og planter. I den ånd rejste min familie og jeg i von Humboldts fodspor, og gik på opdagelse i naturen.

Vores rejse

I vinteren 2013 foretog vi således en ekskursion til Tenerife. Her oplevede vi øens særlige natur, som passatvinden og vulkankæder har inddelt i et væld af former – fra halvørken til diset, dryppende bjergskov. Tenerife er den største, højeste og botanisk set mest interessante af de Kanariske Øer. En rigdom af variation og biologisk mangfoldighed.

Laurbærskoven fandt vi på de steder, som jeg i notesbogen har kaldt for L8 (Teno-bjergene) og L5, L6 (Anaga-bjergene).

Turen til bjergene går ad små veje, der fører op i højlandet. Efterhånden er det støvede lavland lagt bag os. Vi træder ind i en grønnere sfære. Det er skybæltet – det klimatiske “lag”, som findes i en højde af ca. 600-1.200 meter. Luften er mild og forårsagtig hele året. Rigelig nedbør vedligeholder naturens have af stedsegrønne løvtræer og myriader af blomstrende urter.

Laurisilva

Denne fugtige type bjergskov er domineret af laurbær og laurbærlignende arter af træer. Det er et plantesamfund fra den tertiære periode, en hensvundet tid i Jordens historie. Laurbærskoven var udbredt i det dengang varme og fugtige Europa og Nordafrika. Senere trak den sig tilbage da klimaet blev koldere og mere tørt. I dag er den begrænset til nogle få udposter; de Kanariske Øer, Azorerne, Madeira og Kap Verde Øerne.

Laurbærskoven har isoleret sig på disse afsondrede tilflugtssteder. Det fugtigvarme klima, som  laurbærskoven oplevede i sin daværende storhedstid, finder den endnu her på de atlantiske øgrupper, skovens sidste hjemsted.

Regn og tåge indhyller ofte skoven fordi den jævne passatvind bliver tvunget op ad bjergskråningerne, hvor fugtigheden fortættes. Klimaet i bjergskoven er mildt og oceanisk. Året rundt er temperaturen moderat.

En besynderlig ting er at nogle af skovens træer blomstrer på tilfældige tidspunkter. Blomstringen er ikke strengt synkroniseret med årstiderne, hverken imellem eller inden for de enkelte arter. Fuglene kan finde modne frugter året rundt.

På en stille februar-dag fornemmede vi den forårsstemning, som i bjergskoven hviler året rundt, takket været de konstante betingelser.
(Filmklip herunder).

Skoven er rig på arter, mange af dem endemiske – de findes kun her. Træerne er over 30 meter høje, og man kan finde op til 20 forskellige træarter på få hektarer skov.

Selv om vinteren vokser ørnebregner ivrigt. Ingen fare for nattefrost.

Et sted i skoven er vi omgivet af fuglesang og sprøde grønne bladfarver. Gule blomster lyser op fra toppen af Sonchus congestus (til højre på foto). Det er en slægtning til svinemælk (almindelig dansk ukrudtsplante), som i løbet af nogle millioner års evolution på Tenerife og Gran Canaria har udviklet sig til et monster på 2 meters højde med regulære grene i stedet for tynde stilke.

Andre slags planter i overstørrelse findes også i laurbærskoven. Lyng bliver her op til 12 meter høj, når det gælder arten trælyng, Erica arborea. Den findes også i middelhavslandene, hvor den vokser som en busk.

På stejle, vindudsatte klipper danner trælyngen tætte krat. På billedet er det en af de yngre turdeltagere (min datter), som udforsker terrænet.

Den fugtige vind stryger gennem vegetationen, og afsætter små vanddråber på træernes blade. Grenene er derfor bevokset med bregner, mos og andre epifyter.

Vi bevæger os længere ind i bjergskoven. En stemning af forfald blandes med den blide frodighed da vi betragter de lasede grå gardiner af Usnea-mos, der hænger fra træernes grene, hvor de flagrer som spøgelser. Den slags mos elsker jeg. Det er tågeskovenes kendemærke.

I skovens dyb er bunden mørk og tom under kronetaget. Vi befinder os på en stejl bjergskråning, men min datter er en dygtig klatrer.

I lysninger ved klippepartier findes en rig underskov af sjældne urter og buske.

Her har vi fået øje på en stor blomst – det er Canarina canariensis, som er et særkende for laurbærskovene på de Kanariske Øer – det eneste sted i verden, hvor blomsten findes.

Det evige forårsvejr i Tenerifes tågezone har bevaret plantesamfundet som en tidslomme i et levende museum, mens dets hidtidige udbredelse er forsvundet. Skovens altmodische karakter understreges af arternes sammensætning. Nogle af dem tilhører slægter, der i tidernes morgen var vidt udbredt. Nu repræsenterer træerne deres slægter i afsondrethed, for deres nærmeste familiemedlemmer er i dag hensat til fjerntliggende egne af kloden, som f.eks. Otocea, der ellers vokser på Madagaskar, i Østafrika, Caribien og Sydamerika.

Naturbeskyttelse

Er Tenerife så et sikkert tilflugtssted for laurbærskoven? Ja og nej.

Der er kun 10% af den oprindelige laurbærskov tilbage. Det er en udsat naturtype, som er hjemsted for 160 udryddelsestruede arter. 40% af truede planter på de Kanariske Øer er knyttet til laurbærskoven.

Naturen på Tenerife har gennemgået en bitter cocktail af miljøbelastninger igennem århundreder. Skoven er blevet fældet til brændsel. De tynde, lige stammer, der skyder op fra rødderne af de fældede træer, er blevet brugt til fremstilling af redskaber, som igen har banet vejen for landbrugets fremmarch. Skove er blevet omlagt til marker. Intensiv opdyrkning og overgræsning har udmattet naturen. Samtidig bliver nye planter ført til øen. Nogle af dem driver de oprindelige arter på flugt. Invasive planter kan man nu se mange steder på Tenerife, hvor de fortrænger hjemmehørende, endemiske arter. En sørgelig ensretning, som af og til forstærkes af hærgende skovbrand.

Den slags ødelæggelser så vi. Man er ikke i tvivl om at det tager lang tid for skoven og den biologiske mangfoldighed at rejse sig fra sådan en slagmark.

På den anden side, så går det fremad. De tilbageværende laurbærskove i god stand, og de fleste under effektiv naturbeskyttelse. Selvom de skove, der tidligere har været ryddet, er mere ensartede og fattigere på arter, så ligger der et stort potentiale i at de fremover forvaltes uden aktive indgreb. Nu får Tenerifes skove lov til at udvikle sig frit.

Bjergskoven opsamler meget vand i form af dugdråber. Det har betydning for øens vandressourcer. Tenerifes befolkning har på mange måder glæde af naturbeskyttelsen og skovens fortsatte trivsel.

Forleden kom jeg til at tænke på palmeeventyrne i bjergkæden Tramuntana, der fra Middelhavet rejser sig 1.400 meter på øen Mallorca. Her vokser dværgpalmerne frodigt i de laveste bjerge og på kystklipper. I de bjerge har jeg tilbragt nogle gode stunder i selskab med dværgpalmerne på tre rejser, senest i marts 2013.

Hvis man er turist på de kanter, så er Tramuntana og palmernes maleriske habitater hele turen værd, uanset om man er plantenørd eller ej. Her kommer et par bemærkninger om dværgpalmer, og nogle iagttagelser af artens naturlige voksesteder i bjergkæden.

Det naturlige udbredelsesområde for dværgpalmen er det nordligste blandt palmer. Ingen anden palme vokser naturligt helt op til 43. breddegrad (i Italien), selvom dyrkede palmer findes endnu længere mod nord. Middelhavsområdets vestlige del er hjemsted for dværgpalmen, som er den ene af to palmearter med naturlig forekomst i Europa (den anden er Phoenix theophrasti).

Dværgpalmens kompakte vækst, og bladenes graciøse vifteform, har gjort den til en yndet prydplante i subtropiske områder – fra Tasmanien til Californien. Den hører til de mest kuldetålende arter blandt palmer, men er ikke hårdfør nok til Nordens klima, selvom den faktisk er nært beslægtet med de hårdføre hørpalmer (slægten Trachycarpus), som f.eks. vokser på friland i Botanisk Have i København (se tidligere indlæg).

Selv har jeg haft fornøjelsen af at opleve dværgpalmernes naturlige levesteder i smukke omgivelser. Bjergkæden Tramuntana er som et forbillede for romantikkens landskabsmalerier. Hyrdeagtige landskaber af forrevne, stormomsuste klipper og græssletter i melankolsk grågrøn, går over i skove af eg og fyr, som står grønne hele året.

Det arkadiske landskab har inspireret Frederyk Chopin, da han i vinteren 1838-39 opholdt sig i midt i bjergkæden, afsondret fra omverdenen i et kloster. Her komponerede han ved et jævnt klaver. Han udforskede det naturskabte og altmodische. Både palmer og landskabelig idyl indgår i hans tanker før afrejsen til bjergene. I et brev til veninden Juli Fontana skriver Chopin: “Jeg skal sikkert bo i et fortryllende kloster i det smukkeste land: hav, bjerge, palmer […] og ældgamle oliventræer.” Hans rejse blev en dyster og kvalfuld affære, men det er en anden historie.

Hvor vokser dværgpalmerne, og i hvilke naturtyper?
Tramuntana er altså et herligt sted at gå på opdagelse, hvis man kan lide bjerge og natur. Men palmerne vokser selvfølgelig ikke bare over det hele.

Mine iagttagelser i bjergene er foreløbig, at palmerne primært findes i ca. 50 – 300 meters højde. Jeg har sjældent set dem helt nede ved kysten, og nok aldrig over 400 meters højde. Palmerne ses især i bjergkædens mest sydvestlige og nordøstlige del. Der, hvor de findes, vokser de ofte i talrige grupper.

Første gang jeg oplevede dværgpalmer i naturen var i 2004. Løb op på toppen af Puig de San Martí, i ekstase over at være omgivet af tusindvis af naturens egne palmer. Her, og andre steder i bjergkædens nordligste del, har jeg set en del sortsvedne palmer.

Det kan man se på billedet herunder, som er taget på en af de vindtørre bjergtoppe, hvor Middelhavet bruser under de stejle afgrunde. Hærgende ild er en naturlig del af økosystemets dynamik på denne type levested. Middelhavet kan anes i baggrunden. Til højre i billedet står én af palmerne på lokaliteten, og til venstre står jeg. Dengang med betydeligt længere hår end i dag.

Således er åbne områder med maki, græsser og halvbuske én af de naturtyper, som palmen er knyttet til. Her raserer naturlige ildebrande under den lange, tørre sommer. Arten tåler den skånselsløse græsning fra geder og får, som ellers har skadet mange vilde planter i Middelhavsområdet.

I Tramuntana kan man også se dværgpalmer vokse i lysåbne skove af steneg (Quercus ilex) og aleppofyr (Pinus halepensis), ved klippefremspring og lysninger, der tillader sollyset at nå skovbunden. Man finder ikke dværgpalmer på steder, hvor kronetaget lukker det meste sollys ude.

I naturen er dværgpalmen virkelig – ja, en dværg. Stammen er sjældent højere end 1 meter høj. De højeste eksemplarer er dem, man ser i bjerglandsbyerne. Her er de taget i kultur, og kan blive over 4 meter høje. De trives godt i menneskers selskab, hvor andre vilde planter ikke konkurrerer om vand og næring. Som dyrket kan arten ved første øjekast minde om en slags Trachycarpus (hørpalme).

De mest veludviklede eksemplarer, jeg har set i naturen, vokser bl.a. på små klippehylder på høje nordvendte klippevægge med god fugtighed. Fra et palmedyrkningsperspektiv er man nok vant til at tænke på dværgpalmer som meget solelskende planter. Men det gælder mest, hvis den dyrkes i Norden. Middelhavsområdets sommertørke og Sydens varme klima gør det rart for palmen at knytte sig til et køligt, fugtigt voksested.

Dyrkning i Norden
Selvom palmen hører til de nordligste i naturen, så kan de i hårdførhed ikke måle sig med f.eks. slægten Trachycarpus. Alle mine forsøg med Chamaerops humilis på friland er endt med brune palmer, som her i 2005.

Botanisk Have i København har også lavet udplantningsforsøg på en beskyttet vokseplads udendørs (nær Maskinhallen). Dyrkning på friland har ikke just været en succes. Intet er tilbage af palmerne, på nær et skilt, som er palmernes gravsten.

Til gengæld kan man se flotte, glade dværgpalmer i det kølige “Hus 2”, tæt på indgangen til “Hus 1” (Victoria-åkander og tropiske planter).

Konklusionen må være, at med mindre man kan tilbyde dværgpalmen et usædvanligt varmt mikroklima, helst med regnlæ og vinterdækning, så kan den næppe klare sig udendørs i Norden. Den bør snarere dyrkes under frostfri forhold, hvor den til gengæld ret taknemmelig, hvis den bare får godt med lys, vand og næring i vækstsæsonen.

Dværgpalmer i øvrige udbredelsesområde
Det sjoveste er nu alligevel at se dværgpalmerne i det fri. I de vestlige middelhavslande findes en del naturlige lokaliteter, hvor man kan studere palmer og habitater. F.eks. vokser den eftertragtede sølvfarvede variant, Chamaerops humilis var. argentea (også kaldet ‘Cerifera’) i Atlasbjergene i Marokko. Og hvem ved – måske findes der særlige, uopdagede varianter.

Én måde at forberede udflugter til konkrete palmelokaliteter, kan være ved hjælp af et opslag på databasen GBIF (Global Biodiversity Information Facility). Bemærk at databasen også registrerer enkelte fund af dyrkede eksemplarer uden for artens egentlige udbredelsesområde.

Andre kilder til information er selskaberne International Palm Society og European Palm Society.

Her er et foto fra en naturhistorisk rejse i Tunesien, hvor jeg fandt Chamaerops humilis i krat af rosmarin og trælyng.

Tenerife: del 1

Fønikspalmen, Phoenix canariensis, findes naturligt kun på de Kanariske Øer. Det er en høj og robust palme, med blade på 6 meters længde.

I kraft af millioner af års isolation på de Kanariske Øer, der ligger ud for Nordvestafrika, er fønikspalmen som art opvokset i et unikt evolutionært eksperiment, som naturen har udført på de syv vulkanske øer, der aldrig har været landfaste med det afrikanske kontinent. Deraf kommer øernes biologiske egenartethed, herunder den særlige fønikspalme. Naturen har udviklet en prydelig art, som vokser frodigere og smukkere end dens slægtning, daddelpalmen (Phoenix dactylifera).

Desværre er mange af fønikspalmens naturlige levesteder blevet ødelagte i tiden efter den spanske kolonisering af de Kanariske Øer i det 15. århundrede.
Heldigvis findes den stadig nogle få steder i naturlige omgivelser.

Under en rejse til øen Tenerife i januar/februar 2013, så jeg utallige fønikspalmer i en af de få tilbageværende (semi-) naturlige palmelunde, der strakte sig fra bjerglandsbyen Masca til lavlandet, nær Atlanterhavet, via en dyb, skyggefuld kløft. Her følger nogle fotografier fra en strabaserende vandring gennem hele kløftens udstrækning.

Vandringen i kløften blev gennemført af en mor, en far og to børn. Turen havde et fald på 630 højdemeter. Det tog seks timer at nå til kløftens udmunding ved havet, hvor vi blev hentet i båd.

Nedstigningen begyndte ved palmebevoksningens øverste del, nær bjerglandsbyen Masca.

Den øverste del af kløften er solbagt. Vegetationen er tørketålende, og består bl.a. af sukkulenter i slægten Euphorbia.

Længere nede bliver kløften smal, omgivet af stejle bjerge.

Vi kommer til en mørkere del af kløften, hvor fugtighedselskende vegetation trives.

Efter en kort pause fortsætter selskabet til fods.

I vandløbet, og langs med det, vokser Phoenix canariensis i alle livsstadier.
Her er det et “barn”, som er under 1 meter i højden.

Adiantum sp. og spirende fønikspalme (til højre) ved vandløbet. Palmen har ca. 4 spæde blade, der er helt smalle.

Terrænet er på én gang hårdt og meget opmuntrende.

Endemiske planter ses alle steder omkring os. Her er det Euphorbia atropurpurea.

En giftig slyngplante, Bryonia verrucosa.

Et kanarisk piletræ, Salix canariensis. Piletræer (Salix) er normalt løvfældende, og vokser hovedsageligt i tempererede områder. Men Salix canariensis vokser ved høje temperaturer året rundt. Alle piletræer vi så på vandringen havde både nye og ældre grønne blade, og blomster på én gang (begyndelsen af februar). Det var en speciel oplevelse at se arten.

Dejligt at have set fønikspalmerne i naturlige omgivelser.