Firben med klatreadfærd ved trægrænsen i Norge

Vi befinder os i bjergene i det sydlige, centrale Norge. Sommer og vinter besøger vi nogle gange dette sted, og tager på tur i højfjeldet over familiens bjerghytte.

Selvom det nu er højsommer, er her køligt. Om natten falder temperaturen til et par grader over frysepunktet. Også om dagen er der altid et strejf af kølighed i luften, men alligevel kan varmekrævende krybdyr varme sig tilstrækkeligt op, og overleve i små bestande her ved trægrænsen. For de udnytter det lune mikroklima som opstår nær jordoverfladen når solen er på.

På tur i fjeldet ved skovgrænsen ser min datter et firben (Zootoca vivipara), i en højde af 1.080 meter. Firbenet soler sig ved foden af et lavt grantræ (Picea abies). Da vi nærmer os sker der noget, jeg ikke har set før.

Firbenet flygter – opad. I stedet for at søge tilflugt under den krybende vegetation løber øglen lodret op ad stammen. Langt oppe standser firbenet et par sekunder, og ser fornærmet ned på os. Så forsvinder det (opad), ude af syne. Mens vi stadig står ved siden af træet diskuterer vi højden af det punkt, hvor firbenet sidst blev set før det forsvandt mellem træets tætte grene. Højden vurderer jeg til 220 cm – havde dog ikke målebånd.

Klatreadfærd hos denne art af firben er beskrevet enkelte steder i faglitteraturen. Med hjælp fra Henrik Bringsøe blev der i forbindelse med vores hyggelige lille firben-oplevelse gravet et par citater frem fra arkiverne. Malcom Smith skriver i 1951 om arten i The British amphibians & reptiles. Der står: “The Viviparous Lizard is a first-class climber, and can ascend walls and posts so smooth that a ‘foothold’ upon them seems impossible.”

Så har man set det med.

Her et et billede af firbenets levested højt oppe i bjergene, med grantræet i midten. Et sted deroppe sidder det lille firben og griner.

Zootoca vivipara climbing behavior